Mennesker der har haft betydning for mit liv

Når min far var i godt og måske lidt lystigt humør sang han ofte denne tekst for min mor ”Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik” og sangen slutter ”Sig mig lille Karen, hvad mente du da”

Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg er født midt i april 34 og 9 måneder før, i høst 33, har jeg disse to mennesker mistænkt for at havde haft en lille hyrdetime midt i det smukke fynske høstlandskab og resultatet af denne handling er en undfangelse der har haft stor betydning for mig.

 

 I lyset af denne mistanke fik jeg, ud over min 2 år ældre søster, 4 søskende mere, således blev vi 6 i alt og der er jo ingen tvivl om at de alle har betydet en hel del for mig, vel nok især dem der aldersmæssigt stod mig nærmest. Jeg husker at Grethe og jeg tit sloges og jeg tænker at mit han-gen har været en del af årsagen Clara kom jeg bedre ud af det med – måske ud fra samme gen, men her havde alderen sat grænsen og derfor var der ikke nogen fronter der skulle bestrides. Mine øvrige søskende har jo også haft betydning, men det står mere som en tåge for mig. Først da vi blev mere voksne husker jeg på dem med glæde og i større bevidsthed.

 

Skolen stiftede jeg bekendtskab med i 41, det var ikke noget for mig og jeg tuede tit når jeg skulle af sted, men når jeg kom derhen mindedes jeg ikke at have vanskeligheder med at begå mig. Vi havde en meget tiltalende lærerinde Frk. Jørgensen, hun brugte os drenge til at bære kul op på 1 sal hvor hun boede og så fik vi gerne en småkage eller et brystsukker for ulejligheden, jeg husker nu ellers at vi nærmest stod i kø for at få opgaven tildelt.

Som anført begyndte jeg skolegangen under krigen og jeg husker engang jeg skulle hjem fra skolen, hvor der lå tyske soldater bag de hegn der afgrænsede Hestegyden, (det hed den grusvej der førte til mit fynske hjem) fra nogle landbrugsjorder. Jeg havde jo hørt om tyskernes ærinde og troede bestemt på at nu skulle jeg skydes. Det resulterede naturligvis i at jeg gav mig til at tude og en tysk soldat kom hen og tog mig i hånden og fulgte mig helt hjem til min mor. Jeg husker de udvekslede nogle lyde, hvoraf der opstod forståelse om at han selv havde børn hjemme i Tyskland, jeg husker at fra den dag blev tyskerne omtalt mere nuanceret end tidligere.

 

 I ca. 43 flytte vi fra vort lille landsted og det betød at vi skulle skifte skole. Her var en førstelærer Madsen, en meget respekteret mand og alle vi børn kunne godt lide ham. Han var en meget god sanger og gjorde meget for at eleverne også skulle lære at beherske dette fine talent, han havde udset min søster Grethe som en af talenterne, men vore forældre syntes ikke det var en god ide. Jeg kan huske at jeg syntes det var noget særligt når ens søster blev udpeget som brugelig.

Vi havde en anden lærer Bæggersted, som nærmest havde det modsatte talent som de førstelæreren havde. Ham fik jeg et dårligt forhold til, hvorfor det opstod ved jeg egentlig ikke, men det kulminerede i at jeg fik skyld for en mystisk raslende lyd i væggen ind mod det andet klasseværelse, og da jeg sad på bageste række var det vel nærliggende at tro det var mig der havde iværksat mystikken. Jeg nægtede at kende noget til sagen og der blev ro om sagen den dag. Men den følgende dag blev jeg kaldt op til kateteret og i alle elevers påsyn tvunget til at indrømme at det var mig der stod bag. Forhøret foregik på den måde at han klemte mig i nakken og spurgte gentagne gange om ikke det var mig der havde gjort det, hver gang nægtede jeg, men da smerten blev for slem, så jeg mig nødsaget til at sige det var mig. Jeg tuede naturligvis og det blev brugt mod mig som argument for min dårlige samvittighed. Jeg syntes den dag i dag at denne lærer havde ringe pædagogiske evner, og jeg viger ikke tilbage for den påstand at det han udøvede var såkaldt ”mild tortur”. Jeg var også af den opfattelse at han leflede for de bedrestilledes børn og vi fra arbejder- klassen, kunne man godt behandle usselt. Her tror jeg, at kimet til min modstand mod ”den stærkes magt” blev lagt.

 

Vore forældre og vi 6 børn holdt næsten hvert år sommerferie ovre hos vore morforældre og vores morbror og moster i Bolhede i Jylland. Det syntes vi var meget hyggeligt og netop under sommerferieopholdet i 1946, valgte jeg at blive hos min moster Mie og morbror Søren. Jeg er sikker på at en ikke ringe del af beslutningen skyldtes den behandling andenlæreren i Refsvindinge skole havde givet mig .

Det var jo hårdt at skulle sige farvel til mine søskende og mine forældre, men af 2 onder vælger man vel det der tynger mindst. Det viste sig at jeg fik et vældigt godt forhold til mine nye plejeforældre, som jeg boede hos i næsten et år

Til den nye skole i Vrenderup havde jeg en forventning om at det ikke kunne blive mere negativt end hvor jeg kom fra. Det viste sig også snart at det var et mægtigt godt bytte. Man havde lige fået en ny lærer Jørgensen fra Kolding, han og jeg havde således et lige udgangspunkt, idet vi var nye begge to. Jeg syntes det var en af de skoler hvor jeg havde størst udbytte af at gå. En pudsighed var det også at, som fynbo blev man faktisk set lidt op til. Det jeg har beskrevet om andenlæreren var nok, som nævnt, den egentlige årsag til at jeg valgte at flytte hjemme fra. Denne min første betydningsfulde handling, i forhold til mig selv, har nok givet mig en grad af selvsikkerhed, som er en god bagage at komme videre med.

 

Der skete det triste at min Bedstemor døde i december 1946 ( det var første gang jeg så et dødt menneske ) Jeg husker ikke det berørte mig meget dybt, selvfølgelig var jeg ked af det, men jeg husker det ikke som den store sorg. Begravelsen foregik fra Øse kirke og jeg deltog stadig uden den dybeste sorg.

Begravelsen havde den sidegevinst, at jeg fik besøg af mine forældre og mine 2 mindste søskende, tydeligt husker jeg min lillesøster Berna, som den gang var 3 år – en lille lyshåret og meget sød pige. I foråret 1947, efter min bedstemors død, blev det arrangeret sådan at mine forældre og søskende flyttede over for at hjælpe med bedriften af min bedstefars gård. Jeg havde det faktisk godt, og blev hvor jeg var, hos min moster og morbror. Clara ønskede også at bo her og det fik hun lov til. Men vores far og bedstefar kunne ikke sammen, så resultatet blev at vi i august 1947 alle, også jeg, flyttede tilbage til Fyn. Vi flyttede ind midlertidigt hos vore forældres bekendte. Her kom jeg til at gå i Skellerup skole, i de 3 mdr. vi boede der. Denne skole har jeg ingen særlig erindring om, dog husker jeg en pige i klassen, som blev kaldt ”gåsen” også af læreren, hvilket jeg også den gang syntes var meget forargeligt og upædagogisk. Når jeg ikke gik i skole længere end ca. 3 mdr. i Skellerup, skyldtes det at min far fik arbejde på en gård ved Nykøbing Sj. Her flyttede vi til d. 27 november 1947, Det var da noget af et spring, fra Vestjylland via Fyn og til Sjælland på disse få måneder. Vi kom til at bo, ikke langt fra stranden, på det der nu hedder Møstvej, og vi kunne høre havet bruse, det var da i al fald en nyhed, som for os børn og unge, den følgende sommer, blev en fortrinlig legeplads med andre unge som drog til stranden og badede. Her begyndte kammeratskaber at spire – måske også lidt forelskelser i al fald husker jeg tiden som dejlig og fri til at tumle sig med andre unge. Vi kom til at gå i Stårup skole, en lille landsbyskole, hvor der kun var en lærer, Hr. Borup. Jeg gik kun i denne skole i ½ år inden jeg skulle konfirmeres. Læreren var en flink og rar lærer, men han havde det handicap, at han stammede og det var vi børn simple nok til at bruge imod ham, hvilket gjorde ham ked af det, men når det gik for vidt kunne han blive rasende og så vankede der nogle flade øretæver. Jeg syntes altid det var berettiget når han slog os.

 

 I april 1948 blev jeg konfirmeret i Højby kirke, af pastor Mikkelsen en ældre ærværdig herre, jeg husker ikke denne begivenhed som noget særligt, men det var jo en almindelig god skik.

Der blev holdt en lille festlighed i mit hjem, hvor søskende og forældre var samlet. Jeg husker det ikke særlig tydeligt, men en ting jeg tydeligt husker var at min mor gav mig lov at ryge og det har vel været stort at vise sine mindre søskende at nu gjaldt et af voksenlivets ritualer, også for mig. Jeg havde nu forudset tilladelsen og havde således købt en 10 stk,s Staffelt og jeg begyndte derfor omgående at pulse løs. Det blev til 6 stk. i løbet af kort tid, det medførte at jeg blev dårlig og fik en djævelsk hovedpine, siden har jeg faktisk ikke røget – måske når jeg har været fuld. Jeg har jo altid haft et anspændt forhold til rygeres uvane og pludselig, for nogle år siden, kom amerikanerne mig til hjælp, hvilket faktisk har betydet at tilværelsen for ikke rygere er blevet tålelige.

 

Nu var jeg altså blevet voksen og egentlig havde jeg ønsket at komme i snedkerlærer, men de nye omgivelser her på Sjælland betød jo at vi ikke rigtig kendte nogen som kendte nogen, så jeg kom til at nøjes med det usleste man kunne byde en knægt på 14 år, jeg blev bondekarl. Der blev ikke nævnt andre muligheder og mine forældre havde heller ikke råd til at forsørge mig længere, som min far sagde, ”bliv du på landet min dreng , der har man det godt”. Jeg var ikke enig med ham, men der var ikke plads eller overskud til argumentation, så det blev sådan – næsten helt af sig selv.

Mit første arbejdsforhold var samme sted, hvor min far arbejdede, på Bregnebjerggård, så på en måde var jeg vel lidt beskyttet. Det var der faktisk også behov for, idet min fysik ikke var af en beskaffenhed der var mere betydelig end jeg måtte sige ja til hvad der blev mig budt. Jeg var på stedet i 1½ år. I afslutningen af det første ½ år havde jeg den opgave at være ung pige i huset i ca. 3 mdr. Det var sådan at fruen i huset ikke havde et godt tag på de unge piger, så de kunne finde på at rejse uden varsel. I een sådan situation blev jeg spurgt om jeg ville træde i tjenestepigens sted. Jeg ville få samme løn og så skulle det kun være indtil der kunne skaffes en ny pige. Det gik imidlertid godt og jeg havde ingen vanskeligheder med at enes med fruen, så jeg blev i jobbet indtil alm. skiftedag, hvor der blev ansat en ny pige

 

I sommeren 1949 havde jeg den oplevelse at en lille køn feriepige Ulla, som i øvrigt kom fra Fyn, gjorde et noget massivt indtryk på mig – vel nok første trin på forelskestigen. En sjov episode opstod da hun fik mig til at cykle en tur med hende på stangen af cykelen. Da vi havde cyklet så langt at vi var ude af syne for andres, drejede hun i styret så vi endte i grøften. Jeg undskyldte ”min” klodsethed, men i virkeligheden ville hun nok i nærkontakt med mig, hvilket jeg slet ikke opfattede eller turde binde an med – hun grinede bare og vi forsatte resten af hendes ferie med at være i hinandens tillokkende selskab, dog uden yderligere forsøg på nærkontakt.

 

Til 1 november 1949, skulle jeg rigtig ud at tjene og jeg blev fæstet hos en bonde i Gudmindrup, det var en halv snese km hjemme fra, så det var lidt hårdt. Med mig, havde jeg 2 sæt arbejdstøj og et par kortskaftede træskostøvler, ikke meget, men f. eks kunne et par gummistøvler ikke skaffes, de var endnu ikke så almindelige efter krigen. Det var en meget enkel og simpel udrustning nu hvor jeg skulle klare mig selv og man kan vist godt sige at jeg har begyndt fra bunden hos bonden.

Ens omgangskreds var jo de andre bønderkarle og de havde jo ligeså kummerlige forhold som jeg, så vort åndsliv blev dyrket hos den lokale købmand, hvor vi kunne styrke os på nogle bajere.

Når det gik lidt mere seriøst for sig tog vi ud på en lille sommerrestaurant ”Kludeskoen” (navnet passer til niveauet) og her drak og dansede vi lidt, men herregud, hvor var man dog naiv.

 

I sommeren 1952 havde vi den sorg at vores mor døde, hun havde haft en kræftsygdom gennem et par år og den 2 juni 1952 døde hun, kun 46 år gammel. Vi var 6 børn, nogle af os på vej ud i livet, men der var også små søskende, så det var hårdt – måske mest for vores far. Vi talte da om vores mors bortgang, men det er forbavsende lidt sorg jeg husker fra den gang. Bonden og hans kone, jeg var hos, talte heller ikke om det, så det lå vel næsten i luften, at sådan var livet.

Den bonde/grishandler jeg var hos (den fjerde i rækken)var ikke noget for mig, i det hele taget var jeg led og ked af den bondekultur, som satte sig på alt omkring én. Det blev derfor klart for mig at jeg ville gøre op med dette system i løbet af vinteren 1953. Jeg havde overvejelser om at arbejde inden for industrivirksomhed. Men jeg kendte nogle folk som var blevet plejere på Statens Sindssygehospital i Nykøbing, de havde så gode informationer om dette job så jeg var meget let at overtale til et sådan forsøg. En af de bønderkarle jeg havde haft i min omgangskreds Karl Halberg, var blevet plejer og jeg blev inviteret ud til ham for at se om det var noget for mig. Han boede på et dejligt værelse i tagetagen på Sikringen og oplyste at man fik ligeså meget i løn, som elev her, som ved at knokle ude på landet. Jeg blev klar over at her lå en mulighed som skulle dyrkes. Jeg fik anskaffet mig et ansøgningsskema og fik tid for en ansættelsessamtale – alt sammen uden bondens viden.

 

Jeg husker i store træk samtalen således: Jeg kom op på et meget fint kontor på 1 sal, her sad en nydelig og myndig dame, oversygeplejerske var hendes titel. Jeg blev spurgt om hvorfor jeg søgte ind til dette krævende job, et spørgsmål der kom noget bag på mig, idet jeg faktisk mente at jeg netop havde det job som var mest krævende.

I løbet af samtalen måtte jeg forstå at jeg var meget ung, ikke så stor af statur og burde have lidt mere livserfaring – mærkværdigvis blev der ikke talt om skolekundskaber. Den ansættende dame, som var oversygeplejeske Clara Hansen, var mod samtalens slutning mest stemt for at jeg skulle vente et par år endnu. Hvordan jeg har formuleret mig husker jeg ikke helt, men jeg husker min ærgrelse over at mærke hvor det bar hen og min attitude har nok stået mål med min skuffelse, for pludselig siger oversygeplejersken ”godt så prøver vi, men De skal vide at De skal begynde på en af de afdelinger der huser de mest krævende patienter”. Mit svar var et uforbeholdent ”ja” – det kunne ikke være værre end det jeg ville væk fra.

 

Efter nogen tid kom der en gul kuvert A 5, som var stemplet ”Statens Sindssygehospitalet i Nykøbing Sj.” Jeg gik på en nærliggende mark og pløjede og bonden kom farende med brevet og spurgte nærmest bebrejdende om jeg havde søgt ind som plejer, mit svar var ”nej det har jeg ikke, men jeg har taget skade af at være her ude hos jer bønder, så jeg skal indlægges” og så stoppede jeg brevet i lommen og pløjede videre.

Jeg sluttede mit liv på landet 1 maj 1953 og det var en stor lettelse at komme væk fra det hele, dog havde jeg en lille kæreste, som var ked af jeg skulle rejse, jeg var vel heller ikke helt uberørt af det, men vi kom begge over savnet af hinanden på kort tid. Jeg holdt i øvrigt en, efter datidens målestok, stor fest for min bekendtskabskreds, vi var omkring 25 inviterede og der var megen snak om ”den gode fest” i lang tid efter. Festen blev holdt hjemme i Nyrup, hvor min far boede den gang og jeg har tit tænkt på hvad der fik mig til at tage dette gode og fornuftige initiativ – måske var det glæden over at jeg havde fået udsigt til en tjenestemandsstilling.

 

Jeg begyndte jobbet som plejeelev d. 1 maj 1953 og ganske rigtigt skulle jeg gøre tjeneste på en afdeling hvor nogle af de mest krævende pt. var indlagt. Af statur var jeg ikke noget særligt, og mit ubetydelige korpus og min naive fremtræden var måske med til at, selv de mest syge, ikke følte mig som noget der kunne ligne en trussel. Jeg klarede de første 3 elevmåneder udmærket og fik en hel del ros, men også et par gode tips om hvordan man bør gebærde sig på de forskellige afd., fra afd.sygeplejerske Else Jacobsen, inden jeg skulle videre til næste afdeling. Selv om jeg ikke havde prøvet at have kolleger før, syntes jeg også at falde godt ind i rytmen sammen med dem. Jeg husker en af mine første selvstændige opgaver var at gå med ud med at arbejdshold, typisk 12 – 15 pt. og 1 plejer, + mig som”føl”, kun en måned efter min ansættelse, Vi skulle ned til stranden for at sætte Sct. Hansbål op. Pt. var derfor udstyret med hver en spidsgreb.

Da vi kom til stranden var der en anden udeholdsplejer, et godt stykke fra hvor vi skulle sætte bål op, og min ”lærermester” Alfred Sørensen havde en sag han skulle tale med sin kollega om, derfor fik jeg besked om at passe ”butikken” lidt. Det varede 2 timer inden han kom tilbage og hvad jeg tænkte på af situationer der kunne opstå med 15 sindsyge individer, udstyret med en spidsgreb, er vist ikke til at forestille sig.

 

som elev var det første ½ år 125 kr. mdl. og sidste ½ år fik vi udbetalt 135 kr. til dette fik vi også et værelse med kakkelovn og inventar - spartansk, men i forhold til hvad man blev budt på landet, var det meget fint. Vi fik også hvide uniformer og sorte klædes uniformer, med kasket med blank skygge og kokarte – der var skam stil over det. Sidst og ikke mindst fik vi vasket vort private tøj.

 

Der var jo en masse unge mennesker samlet på denne store arbejdsplads og vi havde veldigt fornøjeligt i fritiden. Der blev holdt nogle gode sammenkomster, men vi brugte da også tiden til lidt fornuftigt, for det første havde vi undervisning i psykiatri og vi der ikke var for kloge skulle supplere vore kundskaber med almene fag i aftenskolen, om vinteren.

Nogle af ens elevkammerater får man et bedre forhold til end andre og her skal først nævnes en elev som var begyndt et par måneder før vi andre, hans navn var og er Knud Rasmussen , han købte en sejlbåd og vi havde mange gode sejladser rundt i Isefjorden, den sommer. Det venskab holder stadig 53 senere Jeg vil også nævne en anden god kammerat Jørn Chr, Zaco Rasmussen, han havde en varm og moden optræden og vandt mange venner på hans solide jyske facon.

 

Eksamen blev afholdt i maj md. 1954 og jeg klarede mig fint i eksamensræset og blev således ansat som aspirant til en tjenestemandsstilling. Lønnen var nu ca. 500 kr. mdl. Det lyder ikke af meget, men i forhold til hvad man fik på landet var det en 3 dobling og arbejdsforholdene var betydelig mere velorganiserede og gode. 8 timer dgl. og 2 fridage ugl.

 

Der skete det for mig at jeg skulle ind for at aftjene min værnepligt. Jeg kom ind i lægekorpset som sygepasser d. 1 februar 1955. Vinteren var hård det år, så det var en kold omgang at komme fra en opvarmet arbejdsplads og til det danske militær. Jeg blev indkaldt til kasernen i Jægersborg, hvor vi dengang blev uddannet til sygepassere. I løbet af de 14 mdr., vi var indkaldt, gjorde jeg tjeneste på infirmerierne i Århus, Vejle og Roskilde, dette arbejde svarede nogenlunde til mit job som plejer og jeg havde da heller ikke vanskeligheder med at begå mig i miljøet.

Det er klart, at det militære miljø har betydet en hel del for ens evne til at vurdere og handle.

 

Inden jeg blev indkaldt havde jeg og Gudrun (min senere kone) fundet sympati for hinanden, det var så sent som i december 1954, men vi kom sammen i hele perioden medens jeg var soldat. Der skete dog det at Gudrun rejste et ½ år, sammen med hendes kollega og veninde, til Norge d. 1 januar 1956, hvor de blev ansat på Aker sygehus ved Oslo.

 

Den 14 april 1956 blev jeg hjemsendt fra militæret og begyndte igen mit arbejde som plejer på Statshospitalet i Nykøbing Sj. Jeg var nu rustet til at yde en voksen mands arbejde og befandt mig godt i jobbet som plejer. I 1958 blev jeg gift med Gudrun. Vi blev kirkelig viet i Vittrup kirke oppe ved Løkken, og der blev holdt fest for familien på Højskolehjemmet i Hjørring , der havde Gudrun tjent inden hun blev sygeplejeelev. Gudruns forældre var brave vendelboere, som havde en børneflok på 11, Gudrun var den ældste. Især hendes far var jeg noget imponeret over, i perioder arbejdede han hårdt bl.a. på Børglumkloster, hvor han supplerede sin indkomst fra det lille landbrug de ejede. Det var meget spartanske forhold. At holde gang i 11 børn lige efter krigen, var noget af en bedrift.

 

Vi havde købt en bungalow på Østrelyngvej 28, hvor vi flyttede ind i januar md. Det var en kold omgang at skulle til at fyre i gammeldags kamin og der gik da heller ikke længe før vi fik en oliekamin, den varmede ok, men der lugtede af olie over hele huset. Her boede vi til 1965, hvor vi flyttede ind i vort nye selvbyggede hus på Altavej Tom og Britt blev født på Østrelyngvej, og det skal forstås bogstaveligt. Vi var ikke helt færdig med finishen på Altavej, inden Kim blev født her, også en hjemmefødsel. Det var dejligt med nyetableret Fjernvarme og således varme over hele huset, ikke mindst varmen i gulvet på badeværelset var dejligt at kunne byde vor 3 unger.

Det at få børn er noget helt særligt, at man så oven i købet lever i et ansvarligt samfund, hvor de små ikke lider nød, er en stor gave for forældrene, så stor at man i taknemmelighed nemt kommer til at ”forløfte sig” på alle mulige opgaver, som man forpligter sig til at være med i og måske glemmer den egentlige opgave lidt - nemlig at være tæt omkring familien.

 

På min arbejdsplads begyndte jeg at interesserer mig for mine egne og mine kollegers arbejds-forhold. Det manifesterede sig ved at en kollega og jeg stillede forslag til en generalforsamling om at få oprettet en børnehave på hospitalet, i en nedlagt funktionærbolig. Det viste sig at ideen var så god så bestyrelsen fik realiseret vort forslag – endda ret hurtigt. Bl.a. på den måde havde jeg gjort mig heldigt bemærket. Der var også en anden sag som jeg tror var medvirkende til at nogle syntes at jeg havde den rette holdning til det organisatoriske. Jeg havde en kollega som havde en borgerlig holdning, han havde opført sig tåbeligt, i mine øjne og jeg kom i en diskussion til at kalde ham ”skruebrækker”. Det blev han så forarget over , at han klagede over mig til plejerforeningen. Jeg blev kaldt ind til en irettesættelse ved første bestyrelsesmøde, som blev afholdt på en af byens hoteller, og jeg måtte love ikke mere at bruge den slags ukvemsord om en kollega, det lovede jeg. Derefter blev jeg, sammen med bestyrelsen, inviteret på kaffe, her var tonen mere fri og jeg fik at vide at ordet ”skruebrækker” dækkede udmærket for den pågældendes handling.

Her fik jeg indsigt i at det man skal gøre, skal gøres med kløgt og at sammenholdet for den gode sag er uhyre vigtigt

 

Jeg blev hurtigt klar over at det var vigtigt at møde op til vore generalforsamlinger, for at være velorienteret om vor arbejdsforhold. Her mødte jeg også nogle af de skarpeste hjerne blandt os plejere. Jeg huske tydeligt en sag hvor forsamlingen skulle tage stilling til vort medlemskab af LO. Sagen blev fremlagt af formanden Verne Nielsen, og støttet kraftigt af et andet bestyrelsesmedlem, som var erklæret kommunist, hans navn var og er Knud Erik Jensen. ”Bølgerne” gik meget højt, fordi der var kolleger både der var for og imod, bl.a. var der en der argumenterede med at hans far var murermester og meget imod LO. Her rejste en tilhænger af LO sig og sagde bl.a. følgende: ”Ja selv guder kæmper forgæves mod dumhed.” Det var den senere borgmester Hans Jørgensen.

Forslaget blev vedtaget med stort flertal og fik stor indflydelse for plejernes organisatoriske arbejde.

 

Som ovenfor beskrevet var Gudrun og jeg blevet gift og havde fået Tom og Britt og man vidste jo aldrig om en tredje kunne indfinde sig.

Vore lønmæssige forhold var i begyndelsen af tresserne blevet en hel del forbedret og det gav anledning til at gå i byggetanker. Huset på Østrelyngvej var ikke indrettet med børneværelser og kælderen var ikke af en beskaffenhed så det var rimeligt at anvende rummene til børneværelser.

Vi blev derfor enige om at finde en grund og bygge et større hus. Drømmen blev realiseret på Altavej 10, hvor vi var selvbyggere, det var meget oppe i tiden den gang. Vi begyndte byggeriet i april 1964 og flyttede ind i juni 1965, da var vi ikke helt færdige, men vi kunne sagtens bo i det.

Det viste sig at vi hurtigt fik behov for det større hus, for allerede inden vi flyttede ind havde vi en lille ny til ”reden” Kim blev født i januar 1966. Hus, grund og arbejde havde kostet i alt 92.000 kr.

 

Nu var livet også mere end arbejdslivet, det var blevet til et liv med familie, og den fritid vi havde,skulle bruges sammen. Vi anskaffede os en ny Combi Camp i 1968 og den havde vi megen glæde af og var med til at vi var sammen med børnene når vi havde ferier og anden frihed.

 

Efter byggeriet på Altavej, var der også sket det at Henning Andersen , som havde hjulpet med byggeriet, og jeg var blevet ret efterspurgte, til andre som ville være selvbyggere, men også hele byggerier påtog vi os, en overgang havde vi påtaget os murerarbejdet på 3 huse, for en installatør. Her gik det galt, idet fællesorganisationen ikke ville finde sig i at 2 tjenestemænd påtog sig så store opgaver, og man truede den pågældende installatør med, at såfremt han ikke ophørte med at have uorganiserede folk til at murer, ville han ikke kunne få organiserede elektrikkere. Vi gjorde det hus færdig, som vi havde under opførelse og dermed ophørte vi med de fleste af vore aktiviteter, på det område. I alt blev det til en 10 til 15 byggerier, hvor vi enten hjalp med nogle detaljer eller enkelte hele byggerier.

 

Nu måtte jeg se mig om efter noget som var mere nyttigt og jeg forstod vel nok at det med fagbevægelsen var mere nyttigt end at bryde de regler de arbejdede for. Jeg kom i bestyrelsen for plejerforeningen og var med i det faglige i årene indtil vi flyttede til Nysted i 1973. Jeg var alm. bestyrelsesmedlem og var en overgang kasserer. Som bestyrelsesmedlem var der en del kurser og man fik kontakt med kolleger fra andre hospitaler, dermed fik man indblik i at tingene kunne gøres anderledes end man gjorde her i Nykøbing, det var da med til at udvide ens horisont og gav en et støre overblik. Ligeledes opnåede jeg at komme på LO-skolen i Helsingør, det syntes jeg var meget imponerende, at fagbevægelsen havde anvendt en del af de faglige kontingenter, som blev indbetalt, til at skole fagbevægelsens tillidsfolk med.

 

Jeg har tidligere nævnt enkelt venner, men flere skal føjes til, jeg vil dog begynde med dig Knud. Du og jeg har jo siden vi mødtes på SNS været uadskillelige Som helt unge troede nogle at vi var skabsbøsser, det vil jeg gerne her afkræfte på det kraftigste og det har tiden da også vist. Du fandt Rita som din ægte livsledsagerske og vi har haft mange glade timer sammen med jer gennem de mange år. Først følte min livsledsagerske Gudrun og jeg os meget velkommen hos jer både da I boede i Glostrup og senere da I flyttede til Sverige. Der skete jo det at jeg kom ud i en skilsmisse og valgte at leve mit liv videre med Tove. Det gav vel nok nogen tids pause i vort tillidsforhold, men vi ”holdt vejret” tilpas længe til at vi kom videre med et ubrydeligt venskab.

 

Et andet par som vi havde som nære venner i mange år, er Edel og Ejnar Bonnemann. Det var folk man kunne stole på, jeg husker en vigtig beslutning jeg engang betroede Ejnar. Da vigtigheden , efter nogen tid, gik af sagen viste det sig at ikke engang Edel var blevet betroet beskeden.

Der skete jo det at Edel døde for en halv snese år siden og det viste sig at hun udgjorde lidt mere end halvdelen af tyngden i det venskab. Vi kommer stadig sammen med Ejnar, men den stærke glød i det venskab var altså Edel. Disse to venner fik 2 børn Lisbeth og Erik, begge var de handikappet fra fødslen. Lisbeth blev kun 12 år og Erik blev 23 år. Vi deltog i begges begravelser – det var meget hårdt, og jeg husker tydeligt hvordan vore unge bar Eriks båre til graven. Det var meget værdigt, men også så tårevædende at det var helt urimeligt

 

Et tredje par som også har haft betydning for mig er Gerda og Stefan Skov Andersen. Stefan blev valgt som formand for plejerne (jeg husker med 13 stemmer) det var ikke meget, og han kæmpede da også hele sin formandstid med mistillid fra mange medlemmer, både p.g.a hans facon, men også p.g.a. hans politiske holdning. På et tidspunkt fik han et mistillidsvotum og blev ”gået” og der blev valgt ny formand.(det var Mønsted Jensen – om ham senere)

Vi havde dog gennem mange år et venskab som bundede i at vi begge gerne ville gøre et stykke organisatorisk arbejde. Vi havde mange selskabeligheder, som ofte endte ude på de sene timer og det irriterede mig noget, Gudrun var ikke så genert af det og det endte tit med at jeg gik i seng. Dette ”venskab” beroede, efter min opfattelse på praktiske forudsætninger og holdt derfor ikke.

 

Et fjerde par jeg gerne vil nævne er Henning og Tut . Henning og jeg ar bejdede sammen på Pavillonen og havde derfor mange aftenvagter sammen, her blev grundlaget til vores byggevirksomhed lagt. Det førte i første omgang til byggeriet på Altavej , men også mange andre aktiviteter har vi haft sammen og vi kan endnu finde på al lægge en terrasse eller udføre andre tjenester for folk. Vi har dog nu fået en ny kompagnon, nemlig Tom, som jo er både omhyggelig og hurtig til opgaverne. Henning sætter megen pris på Tom og har udvirket at han nu er optaget i Logen, det er dog ikke noget jeg syntes om, men Hennings hensigt er der ikke tvivl om – han syntes godt om knægten og det kan man da ikke have noget imod.

Med Henning og Tut har vi også haft meden selskabelighed og det er dejligt at tænke tilbage på. Der var dog også nogle drøje hug til mig da jeg brød med Gudrun og her ”holdt man også vejret ”en lille overgang, men venskabet var alligevel stærkt nok til kunne bære.