Jens Peter Kristensen I forlængelse af det jeg har skrevet om vore forældre, vil jeg skrive en skildring af det liv, jeg har levet indtil nu og som jeg opfatter det. Jeg vil forsøge at være ærlig i min fremstilling, men ethvert menneske har vel noget, som er helt privat og som man kun selv kender – mon det er det, der er med til at danne en ikke ringe del af personligheden – jeg tror det. Jeg er født en forårsdag i 1934, d. 14. april på et lille husmandssted (4 tdr) på Østfyn cirka 8 km vest for Nyborg, på adressen Hestegryden i Kullerup, langt ude på landet, hvor der var fredeligt, men nabostridigheder kunne forekomme. Det første jeg er bevidst om, var engang jeg sad i en børnestol, vist nok et sted hvor mine forældre var på besøg, hvor jeg var meget ulykkelig, fordi jeg ikke kunne komme ned af den. Jeg har vel skreget og er derved blevet hjulpet ud af den. På et tidspunkt havde vi fået et sæt barnemøbler og der sad min ældste søster og jeg og spiste, vi sad overfor hinanden og spiste af én tallerken. Vi kunne aldrig blive enige om, hvornår tallerkenen stod midt på bordet, så det havde vi mange stridigheder om. Engang gik det helt galt, idet vi havde fået en tallerken vælling og da jeg efter nogen strid om pladseringen pludselig trækker tallerkenen til mig, lander vællingen nede i skødet på Grethe, hun græd og vore forældre skældte ud, men jeg husker, at de ikke kunne lade være at more sig over situationen. En situation, som ikke var ukendt på landet, var slagtning af husdyr og jeg husker endnu tydeligt en lille kalv, som skulle slagtes, det var hårdt. Vi havde jo et nært forhold til de få dyr, vi havde, så det var uforståeligt, når voksne mennesker tog livet af ”vore venner”. Til alt held kom der en slagter, som foretog handlingen, så vores far ikke huskes som den store forbryder. Livet på landet var jo sådan og der var ingen støttegrupper eller psykologer, som kunne forstyrre denne livsstil. Det lille husmandssted lå lige op af en lille skov og der legede vi meget, men som helt små husker jeg også skoven som stor og mystisk, der boede nemlig trolde og hekse derinde og det var vel måden at afholde os fra at forvilde os derind. Vores far var i øvrigt utrolig god til at fortælle historier, hvor trolde og hekse havde hovedrollerne, mægtige og store var de, men det var mest trolde, som var fredelige og hjalp dem, der havde det vanskeligt, så frygten for dem aftog med alderen. Da vi blev større udvidede vi vort legeareal til også at omfatte skoven og vi havde et dejligt og trygt sted for vores opvækst – ingen biler eller andet farligt var der at tage sig i agt for. Helt fredeligt var der nu ikke, idet krigen brød ud d. 9. april 1940. Det oplevede jeg ved, at der fløj en masse flyvemaskiner, det var usædvanligt, men også spændende og uhyggeligt. Midt på formiddagen kom fiskemanden og han kunne fortælle, at han havde set en masse tyskere ude i Nyborg, hvor han hentede sine handelsvarer. Jeg husker den alvorlige stemning, da han fortalte det til min mor og hun græd over det væmmelige budskab. Jeg husker ikke, om mine forældre havde radio og at det budskab min mor fik, var det første, hun hørte om krigen. Skolegang 1941 Min skolegang begyndte i Kullerup kommuneskole i 1941, her var en førstelærer Rasmussen og en lærerinde, frøken Jørgensen, hende husker jeg som et meget elskværdigt menneske og vi elever lyttede altid til hendes undervisning. Førstelærer Rasmussen var en mere kontant person, men ikke uvenlig. Jeg husker, at han indimellem kom for sent til første time og så stilede han meget målrettet op til kateteret og inden han var nået helt op, meddelte han, at vi skule synge nummer 414 ”Lover herren han er nær”. Min første tid som skoleelev var præget af hjemve og det var meget svært at skulle hjemmefra, tit tudede jeg, men af sted skulle jeg og det gik da også udmærket, når først man var i skolen. Som anført begyndte jeg skolegangen under krigen og jeg husker engang, jeg skulle hjem fra skolen, hvor der lå tyske soldater bag de hegn, der afgrænsede Hestegryden fra nogle landbrugsjorder. Jeg havde jo hørt om tyskernes ærinde og troede bestemt på, at nu skulle jeg skydes. Det resulterede naturligvis i, at jeg gav mig til at tude og en tysk soldat kom hen og tog mig i hånden og fulgte mig helt hjem til min mor. Jeg husker, de udvekslede nogle lyde, hvoraf der opstod forståelse om, at han selv havde børn hjemme i Tyskland og fra dengang blev tyskerne omtalt mere nuanceret end tidligere. En anden uhyggelig situation fra krigen, som kom nær på, hvor vi boede, var da englænderne bombede benzintankene ude i Nyborg. Jeg husker, at det var nat og vi vågnede ved tumult både ude og inde. Ude hørte vi den efterhånden velkendte lyd af flyvemaskiner, som fløj ind over hvor vi boede (kun 8 km fra Nyborg) og lyden af disse maskiner, krydret med bomber og benzintanke der sprang i luften, plus mægtige lysglimt, når bomberne sprang, kunne nok få en lille familie til at fare sammen i panik. Jeg husker, at vi på et tidspunkt lå inde under sengen, lidt kunne sengene måske tage af for granat og bombesplinter – vel nok en meget fornuftig disposition af vore forældre. Vi anede jo ikke, på det tidspunkt, hvad og hvem der skulle bombes. Jeg husker i al fald, at stemningen var, at om lidt rammes vi nok af en fuldtræffer. Der skete da også det utilsigtede, at englænderne tabte en bombe helt inde i nærheden af Odense i landsbyen Marslev (25 km fra Nyborg) da de var inde over land for at vende til et nyt angreb ude i Nyborg. Sådanne episoder oplevede vi ellers ikke under krigen, men vi oplevede af og til situationer, som nok kunne have medført risiko for liv og lemmer. Jeg husker en sommeraften, hvor der kom nogle tyske jagerfly, de fløj så lavt, at de fløj under trætoppene i udkanten af vores lille fredelige skov og en enkelt af dem fløj under højspændingsledningerne. Der skete da også det, at Clara blev så forskrækket, at hun faldt og fik en grim hudlæsion i panden, da hun ville flygte ind i huset og faldt over trappen. Mere hyggelige situationer opstod, når vores far i stille sommeraftener blev overtalt til at tage hans tværfløjte frem og gav sig til at spille på den – det var stemning, der ville noget og jeg husker specielt, når han spillede ”Underlige aftenlufte”, men også andre stemningsfulde melodier. I min fars pure ungdom havde han lært at spille på dette lidt specielle instrument og jeg mener også, at han på et tidspunkt spillede i et orkester. Der var dog også episoder, som var mindre rare at være i. Det var helt almindeligt at vi børn allerede fra 6-7- års alderen skulle være med, når der skulle tyndes roer ud i Julskov, vi lå og kravlede på vore knæ for at tynde roerne ud, så der kun stod en enkelt roe med cirka 15 cm afstand. Det var ikke et arbejde som huede os. Engang var min mindre søster Clara og jeg gået med en skolekammerat hjem for at lege, jeg ved ikke hvor længe, men pludselig stod vores mor der, tydeligt oprevet. Hun var på cykel og vi måtte løbe hjem, alt det vi kunne. Da vi kom hjem, havde hun en rød og sortstribet gasslange liggende og den fik lov at danse på vores røv – jeg kan mærke svirpende endnu. Jeg tror aldrig, vi skulkede fra vort arbejde siden, så betonpsykologien havde sin virkning. Efter 3 års skolegang flyttede mine forældre fra det lille fredelige husmandssted til et hus cirka 2 km fra, hvor vi havde boet; dette var ejet af godsejeren på Julskov og det lå mellem godset og stationsbyen Refsvindinge. Her var mere civiliseret, lige op af en asfaltvej, men vort naturvenlige område blev noget indskrænket, dog var der ikke en lille have til. Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor vi skulle flytte, men der var noget med, at vores far havde lånt en tidligere arbejdsfælle på Julskov nogle penge, som jeg husker det kr. 3.600,-. De skulle bruges til indkøb af lidt entreprenørmateriale og hensigten var vist nok, den skumle, at der skulle arbejdes for tyskerne, stedet var helt ovre ved Vejen. Afstanden var stor og pengene ynglede ikke efter hensigten og så vidt vides blev hele beløbet sat over styr. Det vil sige, at årsagen til flytningen kunne være, at der var pengemangel og det kunne ejendommen råde bod for, da den blev solgt. Nu gjaldt det om at falde til i de nye omgivelser, en ting som var godt var, at vi nu boede i nærheden af vore forældres venner Rigmor og Emil, dem havde de kommet sammen med og de hjalp hinanden, når der var behov for det. Jeg husker, at der åbnede sig en verden, hvor også kammerater begyndte at blive interessante, blandt andet en der hed Arne, og forvalternes søn på Julskov, Arno – en rigtig lille krudtkarl, som kunne finde på alverdens gavtyvestreger. Vores far var nu heltidsarbejdende på Julskov, det betød at en del af lønnen var naturalier, blandt andet mælk, som vi børn skulle hente hver aften. Om sommeren var det ikke så galt, men om vinteren, når det var mørkt, var det ikke rart, vi skulle nemlig forbi flere mystiske steder, blandt andet en gammel mergelgrav med en tæt bevoksning og her holdt landevejens folk nogle gange til. (dem var der mange af dengang), mystiske var de, vel nok på grund af fuldskab, så dem forbandt vi børn med uhygge og ondskab. En anden ting som også var ondskab, men som ikke blev omfattet som sådan dengang, var den måde de velbjergede opførte sig på. De arbejdsfolk som boede i godsets huse var egentlig bundet på arme og ben, det var måske ikke så synligt, men det kunne udmønte sig på forskellig måde, her er et eksempel: Min mor var syerske og tjente lidt til at supplere min fars ringe indkomst, det var almindelig kendt på egnen. Godsejeren vidste også, at mor havde dette talent og vidste også at udnytte det. Der var mangel på snart sagt alt i krigens slutning og da han havde en vest som skulle repareres, blev det min mors fornemme opgave at klare den sag. Jeg husker, at der var 48 lapper på vesten, da hun var færdig med den og hun havde gjort sig store bestræbelser for at finde det bedst egnede stof til at lappe med, så arbejdet kunne fremtræde så gedigent som muligt. Vesten blev ikke pakket ind i avispapir, men et stykke brugt, men pænt indpakningspapir blev fundet til indpakningen. Nu blev det min storesøster Grethe og jeg, der skulle aflevere pakken. Vi fik besked om, at jeg ikke skulle gå med helt op til godsets indgang, men blive nede for enden af den vej, der førte op til hovedtrappen. Grethe havde fået besked om, at opgaven med at lappe vesten, skulle koste kr. 2,50. Vi ankom og indtog vore positioner efter de informationer, vi havde fået af vores mor. Jeg kan endnu se Grethe stå oppe på trappen lettere forvirret. Der skete det, at stuepigen kom ud, da der blev ringet på og pakken blev afleveret, noget efter kom fruen ud og afleverede et beløb og med en gramsende bevægelse i hovedet blev Grethe sendt af sted ned af trappen. Jeg kunne godt se, at hun var noget misfornøjet og det viste sig, at hun havde fået kr. 1,- for min mors arbejde og 25 øre til sig selv. Da vi kom hjem, græd vores mor over den behandling, hun selv, men også hendes børn, var blevet udsat for. Den oplevelse glemmer jeg aldrig – fy for satan. En anden ting jeg også husker, dog af en helt anden karakter og som var af et noget større perspektiv, men som fyldte en barnesjæl til bristepunktet, var atombombesprængningen af Bikini. Det blev fortalt, at jorden kunne udslettes på 90 minutter og jeg husker min spørgelyst overfor min far, men han mente nu heller ikke, det gik så galt, hans svar var ikke særligt præcise, så gad vide, om han i virkeligheden tvivlede på hans påstand. I den nye skole, Refsvindinge, var der 2 lærere, en førstelærer Madsen, en bestemt og retfærdig mand. Han var en af Østfyns bedste sangere, som man sagde, sang gik han meget op i og han havde fået den idé, at vores storesøster Grethe, med den sangstemme, hun havde, skulle dyrke sit talent, men vore forældre syntes ikke, det var en god idé. Andenlæreren Bægersted havde jeg et dårligt forhold til. Hvorfor det opstod, ved jeg egentlig ikke, men det kulminerede i, at jeg fik skyld for en mystisk raslende lyd i væggen ind mod det andet klasseværelse og da jeg sad på bageste række, var det vel nærliggende, at tro, at det var mig, der havde iværksat mystikken. Jeg nægtede at kende noget til sagen og der blev ro om sagen den dag. Men den følgende dag blev jeg kaldt op til kateteret og i alle elevers påsyn tvunget til at indrømme, at det var mig, der stod bag. Forhøret foregik på den måde, at han klemte mig i nakken og spurgte gentagne gange om ikke det var mig, der havde gjort det. Hver gang nægtede jeg, men da smerten blev for slem, så jeg mig nødsaget til at sige, at det var mig. Jeg tudede naturligvis og det blev brugt mod mig som argument for min dårlige samvittighed. Jeg syntes, den dag i dag, at denne lærer havde ringe pædagogiske evner og jeg viger ikke tilbage for den påstand, at det han udøvede var ”mild tortur”. Jeg var også af den opfattelse, at han leflede for de bedrestilledes børn og vi fra arbejderklassen, kunne man godt behandle usselt. Selvvalgt adoption Det jeg har beskrevet om andenlæreren var nok en egentlig årsag til, at jeg valgte at flytte hjemmefra. Vore forældre og vi 6 børn holdt næsten hvert år sommerferie ovre hos vore morforældre og vores morbror og moster i Bolhede i Jylland. Det syntes vi var meget hyggeligt og netop under sommerferieopholdet i 1946, valgte jeg at blive hos min moster Mie og morbror Søren. Jeg er sikker på, at en ikke ringe del af beslutningen skyldtes den behandling, andenlæreren i Refsvindinge skole havde givet mig. Det var hårdt at skulle sige farvel til mine søskende og mine forældre, men af 2 onder vælger man vel det, der tynger mindst. Det viste sig, at jeg fik et vældigt godt forhold til mine nye plejeforældre, som jeg boede hos i næsten 1 år (herom mere senere). Til den nye skole i Vrenderup havde jeg en forventning om, at det ikke kunne blive mere negativt, end hvor jeg kom fra. Det viste sig dog snart, at det var et mægtigt godt bytte. Man havde lige fået en ny lærer Jørgensen fra Kolding og han og jeg havde således et lige udgangspunkt, idet vi var nye begge 2. Jeg syntes, det var en af de skoler, hvor jeg havde størst udbytte af at gå. En pudsighed var det også, at som fynbo blev man faktisk set lidt op til – det var jo også halvvejen til København. Min bedstemor døde i december 1946 (det var første gang jeg så et dødt menneske). Jeg husker ikke, det berørte mig meget dybt, selvfølgelig var jeg ked af det, men jeg husker det ikke som den store sorg. Begravelsen foregik fra Øse Kirke og jeg deltog stadig uden den dybeste sorg. Hendes bortgang betød, at mine forældre og søskende kom hjem for at hjælpe morfar med driften af gården; dette i april 1947. Samtidig flyttede min søster Clara også over til min moster og morbror, hvor jeg var og hun begyndte også sin skolegang i Vrenderup. Vi havde det faktisk godt, hvor vi var, men vores far og bedstefar kunne ikke sammen, så resultatet blev, at vi i august 1947 alle flyttede tilbage til Fyn. Vi flyttede ind midlertidigt hos vore forældres bekendte, Martin købmand i Sådrup. Her kom vi til at gå i Skellerup skole i de 3 måneder, vi boede der. Denne skole har jeg ingen særlig erindring om, dog husker jeg en pige i klassen, som blev kaldt ”gåsen”, også af læreren, hvilket jeg også dengang syntes var meget forargeligt og upædagogisk. Når jeg ikke gik i skole længere end cirka 3 måneder i Skellerup, skyldtes det, at min far fik arbejde på en gård (Bregnebjerggård) ved Nykøbing Sjælland. Her flyttede vi til d. 27. november 1947. Det var da noget af et spring fra Vestjylland via Fyn og til Sjælland på disse få måneder. Vi kom til at bo ikke langt fra stranden, på det der nu hedder Møstvej, og vi kunne høre havet bruse, det var da i al fald en nyhed, og som for os børn og unge, den følgende sommer, blev en fortrinlig legeplads med andre, som drog til standen og badede. Her begyndte kammeratskaber at spire, måske også lidt forelskelser, i al fald husker jeg tiden som dejlig og fri til at tumle sig med andre unge. Vi kom til at gå i Stårup skole, en lille landsbyskole, hvor der kun var en lærer, hr. Borup. Jeg kom kun i denne skole i ½ år, inden jeg skulle konfirmeres. Læreren var en flink og rar lærer, men han havde det handicap, at han stammede og det var vi børn simple nok til at bruge imod ham, hvilket gjorde ham både ked af det og når det gik for vidt, kunne han blive rasende og så vankede der nogle flade øretæver. Jeg syntes altid, det var berettiget, når han slog os. Konfirmation og ”voksen” 1948 I april 1948 blev jeg konfirmeret i Højby kirke af pastor Mikkelsen, en ældre ærvædig herre, jeg husker ikke denne begivenhed som noget særligt, men det var jo en god skik. Der blev vel nok holdt en lille festlighed i mit hjem, hvor søskende og forældre var samlet. Jeg husker det ikke særlig tydeligt, men en ting jeg tydeligt husker var, at min mor gav mig lov at ryge og det har vel været stort at vise sine mindre søskende, at nu gjaldt et af voksenlivets ritualer også for mig. Jeg havde nu forudset tilladelsen og havde således købt en 10-stks Staffelt og jeg begyndte derfor omgående at pulse løs. Det blev til 6 stk. i løbet af kort tid, det medførte, at jeg blev dårlig og fik en djævelsk hovedpine. Siden har jeg ikke røget, måske når jeg har været fuld. Nu var jeg altså blevet voksen og egentlig havde jeg ønsket at komme i snedkerlære, men de nye omgivelser her på Sjælland betød jo, at vi ikke rigtigt kendte nogen som kendte nogen, så jeg kom til at nøjes med det usleste, man kunne byde en knægt på 14 år, jeg blev bondekarl. Der blev ikke nævnt andre muligheder og mine forældre havde heller ikke råd til at forsøge mig længere, som min far sagde: ”Bliv nu på landet, min dreng, der har man det godt”. Jeg var ikke enig med ham, men der var ikke plads eller overskud til argumentation, så det blev sådan – næsten helt af sig selv. Mit første arbejdsforhold var samme sted, hvor min far arbejdede, på Bregnebjerggård, så på en måde var jeg vel lidt beskyttet. Det var der faktisk også behov for, idet min fysik ikke var af en beskaffenhed, der var mere betydelig, end jeg måtte sig ja til, hvad der blev mig budt. Jeg var på stedet i 1 ½ år. I afslutningen af det første ½ år, havde jeg den opgave at være ung pige i huset i cirka 3 måneder. Det var sådan, at fruen i huset ikke havde det godt tag på de unge piger, så de kunne finde på at rejse uden varsel. I en sådan situation blev jeg spurgt, om jeg ville træde i tjenestepigens sted. Jeg ville få samme løn og så skulle det kun være, indtil der kunne skaffes en ny pige. Det gik imidlertid godt og jeg havde ingen vanskeligheder med at enes med fruen, så jeg blev i jobbet indtil almindelig skiftedag, hvor der blev ansat en ny pige, lidt mere voksen end den tidligere. Den første sommerforelskelse I sommeren 1949 havde jeg den oplevelse, at en lille køn feriepige, Ulla, som i øvrigt kom fra Fyn, gjorde et noget massivt indtryk på mig – vel nok første trin på forelskelsesstien. En sjov episode opstod, da hun fik mig til at cykle så langt, at vi var ude af syne for andre, drejede hun i styret, så vi endte i grøften. Jeg undskyldte ”min” klodsethed, men i virkeligheden ville hun nok i nærkontakt med mig, hvilket jeg slet ikke opfattede eller turde binde an med – hun grinede bare og vi fortsatte resten af hendes ferie med at være i hinandens tillokkende selskab, dog uden yderligere forsøg på nærkontakt. Til 1. november 1949 skulle jeg rigtig ud at tjene og jeg blev fæstet hos en bonde i Gudmindrup, det var en halv snese km hjemmefra, så det var lidt hårdt. Med mig havde jeg 2 sæt arbejdstøj og et par kortskaftede træskostøvler, ikke meget, men f.eks. kunne et par gummistøvler ikke skaffes, de var endnu ikke så almindelige efter krigen. Værelset jeg boede i var på 1. sal i stuehuset, men der var ikke opvarmningsmulighed. Det var der ikke hos bønderne dengang, så man frøs med anstand. Koldt var det om morgenen at få tøjet på, så det var vanskeligt at forlade sengen. Bonden var en yngre mand, sidst i tyverne, en lidt hoven playboytype, men i øvrigt ret flink. Han kone var et meget retskaffent menneske og jeg tror, det var hendes fortjeneste, at han opførte sig så godt. En ting, der generede mig, var at man ikke måtte få varmt vand at vaske sig i, til trods for, at der blev brugt en dypkoger til at varme vand med, så køernes yver kunne vaskes i dette, inden de skulle malkes. Til trods for denne gene var jeg i denne plads i 2 år. Herefter flyttede jeg over på nabogården hos en ældre bonde. De havde en søn, lidt ældre end jeg, som var lidt psykisk ustabil og ikke ville ind til militæret, han gik derfor hjemmefra og blev efterlyst. På baggrund af dette flyttede han, da han blev fundet, over til en søster i Jylland og det var årsagen til, at jeg fik plads der. Sønnen flyttede hjem midt på vinteren, men forinden blev jeg gjort opmærksom på, at han skulle have større rettigheder end mig. Det opfattede jeg som en tillidserklæring til mig. Bonden bedømte jeg som en meget retskaffen mand. Der var dog en ulempe ved at være i denne plads, det var mit værelse som var ude i ladebygningen, hundekoldt var det, men de viste mig dog det hensyn, at jeg fik et tæppe i julegave. Da sønnen, som jeg i øvrigt fik et godt forhold til, nu igen optrådte på den hjemlige front, blev jeg ikke i denne plads i mere end ½ år. Jeg fik nu plads på gården ovre på den anden side af vejen hos et ungt par, som blev gift 2 måneder efter jeg var fæstet. Han var grisehandler, så jeg skulle ofte klare begreberne selv. Jeg var blevet 18 lige inden jeg tiltrådte jobbet. Det gik meget godt i begyndelsen, men jeg følte mig udspioneret af konen, som vel nok havde fået besked om at holde øje med, om jeg lavede noget. Der var de samme beboelsesmæssige dårlige vilkår her, dog lå mit værelse nu op af svinestalden – det gav måske en anelse varme, men formodentlig også en odør, det ænsede man nu ikke. I den tid jeg var i Gudmindrup, var der jo andre unge bønderkarle og piger, vi kom ofte sammen om aftenen, ikke så tit på vores værelser, men i de hjem som i øvrigt var i byen, f.eks. hos den lokale købmand, han leverede jo de bajere, vi drak. Hos den lokale taxavognmand, havde vi også et ”godt hjem”. Vi havde da også travlt sommerlørdage med besøg på den lokale sommerdanserestaurant ”Kludeskoen” på Ellinge Lyng. Om vinteren var det Højby Hotel, hvor der var venstrebal, men også Lyngkroen ved Nykøbing blev besøgt. Jeg gik også til dans, her dansede jeg gerne med min søster Clara. Det helt store arrangement var dyrskueballet på Grønnehavehus. Det var jo især unge fra landet, vi anede jo ikke, hvordan vi skulle feste ordentligt, så vi drak os ofte så fulde, at vi ikke ænsede hverken pigerne, eller hvad der foregik omkring os. Set i bagklogskabens klare lys, var det en temmelig tam affære. Mange slagsmål blev udkæmpet, men det var nok dem, der var lidt ældre og som måtte kæmpe på grund af hormonernes overvældende tilstedeværelse. Den sommer havde vi den sorg at vores mor døde, hun havde en kræftsygdom gennem et par år og d. 2. juni 1952 døde hun, kun 46 år gammel. Vi var 6 børn, nogle af os på vej ud i livet, men der var også små søskende, så det var hårdt – måske mest for vores far. Vi talte da også om vores mors bortgang, men det er forbavsende lidt sorg, jeg husker fra dengang. Bonden og hans kone, jeg var hos, talte heller ikke om det, så det lå vel næsten i luften, at sådan var livet. Den bonde/grisehandler jeg var hos, var ikke noget for mig, idet hele taget, var jeg led og ked af den bondekultur, som satte sig på alt omkring en. Det blev derfor klart for mig, at jeg ville gøre op med dette system i løbet af vinteren 1953. Jeg havde overvejelser om at arbejde indenfor industrivirksomhed. Men jeg kendte nogle folk, som var blevet plejere på Statens Sindssygehospital i Nykøbing, de havde så gode informationer om dette job, så jeg var meget let at overtale til et sådant forsøg. Jeg fik anskaffet mig et ansøgningsskema og fik tid for en ansættelsessamtale – alt sammen uden bondens viden. Jeg husker i korte træk samtalen således: Jeg kom op på et meget fint kontor på 1. sal, her sad en nydelig og myndig dame, oversygeplejerske var hendes titel. Jeg blev spurgt om, hvorfor jeg søgte ind til dette krævende job, et spørgsmål der kom noget bag på mig, idet jeg faktisk mente, at jeg netop havde det job, som var mest krævende. I løbet af samtalen måtte jeg forstå, at jeg var meget ung, ikke så stor af statur og burde have lidt mere livserfaring – mærkværdigt blev der ikke talt om skolekundskaber. Den ansættende dame var mod samtalens slutning mest stemt for, at jeg skulle vente et par år endnu. Hvordan jeg har formuleret mig, husker jeg ikke helt, men jeg husker min ærgrelse over at mærke, hvor det bar hen og min attitude har nok stået mål med min skuffelse, for pludselig siger oversygeplejersken: ”Godt, så prøver vi, men De sal vide, at De skal begynde på en af de afdelinger, der huser de mest krævende patienter”. Mit svar var et uforbeholdent ”ja” – det kunne ikke være værre end det, jeg ville væk fra. Efter nogen tid kom der en gul kuvert A5, som var stemplet ”Statens Sindssygehospital i Nykøbing Sjælland”. Jeg gik på en nærliggende mark og pløjede og bonden kom farende med brevet og spurgte nærmest bebrejdende om jeg havde søgt ind som plejer, mit svar var ”nej, det har jeg ikke, men jeg har taget skade af at være her ude hos jer bønder, så jeg skal indlægges” og så stoppede jeg brevet i lommen og pløjede videre. Måske lidt hovent, men jeg syntes, der var belæg for en sådan reaktion, begrundet i alle de ydmygelser, man måtte finde sig i som bondekarl. Prøv at læse medhjælperloven fra dengang, så vil du få minde ord bekræftet. Jeg sluttede mit liv på landet d. 1. maj 1953 og det var en stor lettelse at komme væk fra det hele, dog havde jeg en lille kæreste, som var ked af, at jeg skulle rejse, jeg var vel heller ikke helt uberørt af det, men vi kom begge over savnet af hinanden på kort tid. Jeg holdt i øvrigt en, efter datidens målestok, stor fest for min bekendtskabskreds, vi var omkring 25 inviterede og der var megen snak om ”den gode fest” i lang tid efter. Festen blev holdt hjemme i Nyrup, hvor min far boede dengang og jeg har tit tænkt på, hvad der fik mig til at tage dette gode og fornuftige initiativ, måske var det glæden over, at jeg havde fået en tjenestemandsstilling. I Statstjenestemandsstilling Det var nu noget særligt at blive ansat i et job som kunne resultere i, at man blev tjenestemand, om ikke andet var det med prædikatet, at ”så går du ind til den evige hvile” ikke smigrende, men heller ikke sandt. Det skulle vise sig at være et job, som kun kunne bestrides, hvis man havde det rette sindelag og det viste sig, at det var der flere, som ikke havde og ofte valgte de selv at sige op. Jeg begyndte jobbet som plejeelev d. 1. maj 1953 og ganske rigtigt skulle jeg gøre tjeneste på en afdeling, hvor nogle af de mest krævende patienter var indlagt. Af statur var jeg ikke noget særligt og mit ubetydelige korpus og min naive fremtræden var måske med til at selv de mest syge ikke følte mig som noget, der kunne ligne en trussel. Jeg klarede de første 3 elevmåneder udmærket og fik en hel del ros fra afdelingssygeplejersken, inden jeg skulle videre til næste afdeling. Selv om jeg ikke havde prøvet at have kolleger før, syntes jeg også at falde godt ind i rytmen sammen med dem. Lønnen som elev var det første ½ år kr. 125,- om måneden og sidste ½ år fik vi udbetalt kr. 135. Til dette fik vi også et værelse med kakkelovn og inventar – spartansk, men i forhold til, hvad man blev budt på landet, var det meget fint. Vi fik også hvide uniformer og sorte klædesuniformer med kasket med blankt skygge og kokarde – der var skam stil over det. Cirka 10 år senere blev alt dette militaristiske grej afskaffet, til stor ærgrelse for mange af os, men var en god beslutning, det var jo et hospital og ikke en militærforlægning. Eksamen blev afholdt i maj måned 1954 og jeg klarede mig fint i eksamensræset og blev således ansat som aspirant til en tjenestemandsstilling. Lønnen var nu cirka kr. 500,- om måneden. Det lyder ikke af meget, men i forhold til, hvad man fik på landet, var det en fordobling og arbejdsforholdene var betydeligt mere velorganiserede og gode. Ligeledes var vi jo en masse unge mennesker samlet på denne store arbejdsplads og vi havde det vældigt fornøjeligt i fritiden. Der blev holdt nogle gode sammenkomster, men vi brugte da også tiden til lidt fornuftigt, aftenskole om vinteren og sejlads i en kammerats lystbåd om sommeren. Militærtjeneste Der skete det for mig, at jeg skulle ind for at aftjene min værnepligt. Jeg kom ind i lægekorpset som sygepasser d. 1. februar 1955. vinteren var hård det år, så det var en kold omgang at komme fra en opvarmet arbejdsplads og til det danske militær. Jeg blev indkaldt til kasernen i Jægersborg, hvor vi dengang blev uddannet til sygepassere. I løbet af de 14 måneder vi var indkaldt, gjorde jeg tjeneste på infirmerierne i Århus, Vejle og Roskilde. Inden jeg blev indkaldt, havde jeg og Gudrun (min senere kone) fundet sammen, det var så sent som i december 1954, men vi kom sammen i hele perioden, medens jeg var soldat. Der skete dog det, at Gudrun rejste ½ år sammen med hendes kollega og veninde til Norge d. 1. januar 1956, hvor de blev ansat på Aker Sygehus ved Oslo. Den 14. april 1956 blev jeg hjemsendt fra militæret og begyndte igen mit arbejde som plejer på Statshospitalet i Nykøbing Sjælland. Jeg var nu rustet til at yde en voksen mands arbejde og befandt mig godt i jobbet som plejer. I 1958 blev jeg gift med Gudrun og vi købte en bungalow på Østrelyngvej 28, hvor vi flyttede ind i januar måned. Der boede vi til 1965, så her er både Tom og Britt født. En spirende interesse På min arbejdsplads begyndte jeg at interessere mig for mine egne og mine kollegaers arbejdsforhold. Det manifesterede sig ved, at en kollega og jeg stillede forslag til generalforsamling om at få oprettet en børnehave på hospitalet, i en nedlagt funktionærbolig. Det viste sig, at ideen var så god, så bestyrelsen fik realiseret vort forslag – endda ret hurtigt. Blandt andet på den måde havde jeg gjort mig heldigt bemærket. Der var også en anden sag, som jeg tror var medvirkende til, at nogle syntes, at jeg havde den rette holdning til det organisatoriske. Jeg havde en kollega, som havde en borgerlig holdning, han havde opført sig tåbeligt, i mine øjne og jeg kom i en diskussion til at kalde ham ”skrubrækker”. Det blev han så forarget over, at han klagede over mig til plejerforeningen. Jeg blev kaldt ind til en irettesættelse ved første bestyrelsesmøde, som blev afholdt på en af byens hoteller og jeg måtte love ikke mere at bruge den slags ukvemsord om en kollega; det lovede jeg. Derefter blev jeg, sammen med bestyrelsen, inviteret på kaffe. Her var tonen mere fri og jeg fik at vide, at ordet ”skruebrækker” dækkede udmærket for den pågældende handling. Ægteskab og børn Som ovenfor beskrevet var Gudrun og jeg blevet gift og havde fået Tom og Britt og man vidste jo aldrig, om en tredje kunne indfinde sig. Vore lønmæssige forhold var i begyndelsen af tresserne blevet en hel del forbedrede og det gav anledning til at gå i byggetanker. Huset på Østrelyngvej var ikke indrettet med børneværelser og kælderen var ikke af en beskaffenhed, så det var rimeligt at anvende rummene til børneværelser. Vi blev derfor enige om at finde en grund og bygge et større hus. Drømmen blev realiseret på Altavej 10, hvor vi var selvbyggere, det var meget oppe i tiden dengang. Vi begyndte byggeriet i april 1964 og flyttede ind i juni 1965. Da var vi ikke færdige, men vi kunne sagtens bo i det. Det viste sig hurtigt, at vi fik brug for et større hus, for allerede inden vi flyttede ind, havde vi en lille ny til ”reden” – Kim blev født i januar 1966. Hus, grund og arbejde havde kostet i alt kr. 92.000,-. Vi var nu veletablerede og som jeg gerne sagde: ”Dette er velordnede forhold for enhver arbejderfamilie”. Nu var livet også mere end arbejdslivet, det var blevet til et liv med familie og den fritid vi havde skulle bruges sammen. Vi anskaffede os en ny Combi Camp i 1968 og den havde vi megen glæde af og var med til at vi var sammen med børnene, når vi havde ferier og anden frihed. Det var helt nødvendigt at være bevidste om samværet med børnene, når vi arbejdede på fuld tid begge to. Efter byggeriet på Altavej, var der også sket det, at Henning, som havde hjulpet med byggeriet, og jeg var blevet ret efterspurgte til andre, som ville være selvbyggere, men også hele byggerier påtog vi os, en overgang havde vi påtaget os murerarbejdet på 3 huse, for en installatør. Her gik det galt, idet fællesorganisationen ikke ville finde sig i, at 2 tjenestemænd påtog så store opgaver og man truede den pågældende installatør med, at såfremt han ikke ophørte med at have uorganiserede folk til at mure, ville han ikke kunne få organiserede elektrikere. Vi gjorde det hus færdigt, som vi havde under opførelse og dermed ophørte vi med de fleste af vore aktiviteter på det område. I alt blev det til 10-15 byggeriger, hvor vi enten hjalp med nogle detaljer eller enkelte hele byggerier. Den erfaring jeg fik ved at bygge, har jo givet en god indgangsvinkel til mange aktiviteter og ikke mindst har jeg kunnet give erfaringer videre til næste organisation. Plejerforeningen Nu måtte jeg se mig om efter noget, som var mere nyttigt og jeg forstod vel nok, at det med fagbevægelsen var mere nyttigt end at bryde de regler, de arbejdede for. Jeg kom i bestyrelsen for plejerforeningen og var med i det faglige i årene, indtil vi flyttede til Nysted i 1973. Jeg var almindelig bestyrelsesmedlem og var en overgang kasserer. Som bestyrelsesmedlem var der en del kurser og man fik kontakt med kolleger fra andre hospitaler, dermed fik man indblik i, at tingene kunne gøres anderledes end man gjorde her i Nykøbing; det var da med til at udvide ens horisont og gav en et større overblik. Ligeledes opnåede jeg at komme på LO-skolen i Helsingør, det synes jeg var imponerende, at fagbevægelsen havde anvendt en del af de faglige kontingenter, som blev indbetalt, til at skole fagbevægelsens tillidsfolk med. Det var helt andre input, man fik her end de påvirkninger, eller mangel på samme, jeg fik 10-15 år tidligere, da jeg arbejde ved landbruget. Forstanderpar på ”Solgården” i Fjerritslev Efter 20 års ansættelse var vi begge indstillet på, at der måtte ske en yderligere udvikling med os og vi var enige om at søge som lederpar på et plejehjem. Vi søgte og fik ansættelse sådan på plejehjemmet ”Solgården” i Nysted kommune. Det var en udmærket arbejdsplads og ansættelsesforholdet var også fint nok, men det var lidt langt væk fra de venner, vi havde her i Nykøbing og det var et værre savn, end vi regnede med. Huset havde vi ikke solgt, så vi gav hinanden et år til at finde ud af, om det var noget og vi fandt ud af, at Nykøbing Sjælland var sagen, så vi opsagde vores gode stillinger og vendte tilbage til Altavej 10. Nu var der imidlertid blevet ansættelsesstop på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland og vi måtte tage arbejde på det psykiatriske sygehjem i Holbæk. Men Nykøbing og Trundholm kommuner var i gang med at bygge et nyt plejehjem i Nykøbing og da der blev søgt bestyrerpar til dette, søgte vi stillingerne og fik dem. Det viste sig også, at det skulle blive af kort varighed. Der havde nogle år forinden været en sygehuskonflikt, hvor nogle sygeplejersker var blevet fyret, idet de ikke ville finde sig i en overlægens tyranni. Denne overlæge sad også i bestyrelsen for plejehjemmet og da nogle af de fyrede sygeplejersker søgte stilling på plejehjemmet, kunne det ikke lade sig gøre. Vi mente, at vi havde retten og pligten til at ansætte og afskedige personale, men det viste sig ikke at være tilfældet og vi blev hurtigt klar over, at det ville skabe problemer med Dansk sygeplejeråd, hvis vi ikke ville ansætte deres medlemmer. Der blev afholdt timelange møder, men formanden, en venstremand fra Trundholm kommune, havde ikke format til at sætte tingene på plads, så vi valgte at opsige vore stillinger efter 3 måneders ansættelse og lige inden de første beboere skulle ankomme. Nu skulle jeg opleve mit livs første arbejdsløshedsperiode, idet ansættelsesstoppet på Sindsygehospitalet i Nykøbing Sjælland stadig var gældende. Der gik nu ikke mere end et par måneder, så kom der gang i ansættelserne igen og jeg begyndte som plejevikar d. 1. juni 1975. Der kom nu hurtigt gang i det organisatoriske igen. Der skete det, at den nuværende formand for plejerforeningen, også en venstremand, havde fået et mistillidsvotum og blev derved gået som formand. Der blev således indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, jeg blev hurtigt et varmt emne og blev også valgt til bestyrelsen igen. Jeg overtog jobbet som sekretær, med dette gode råd fra den tidligere sekretær: ”Det er ikke det, man når, der stresser, men det man ikke når”. Det blev nu til en lang og bevæget årrække i bestyrelsesarbejdet. Vi havde valgt en meget dynamisk formand og blandt andet jeg fulgte ham i det fornemme formål at gøre plejeforeningen mere synlig på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Jeg blev også hurtigt næstformand i samarbejdsudvalget, hvor vi kæmpede hårdt og indædt for de svage gruppers forhold og vi opnåede da også gode resultater, men det var ikke rart for de meste indædte modstandere og demokratiske samarbejdsforhold at opleve tillidsfolk som ville en anden samarbejdsform end den herskende og som hidtil havde betydet ”styring fra oven”. Det var i de år overlægerne blev pillet ned af deres petistal. Det var også i de år ”Galebevægelsen” opstod, så nu var tornerosesøvnen på retur for landets psykiatriske overlæge. Faglig aktiv De aktiviteter jeg havde involveret mig i betød også, at nu skulle der gøres noget ved det holdningsmæssige og her var et grundkursus i fagforeningsmæssige forhold helt nødvendigt. Jeg og den nyvalgte formand kom sammen på et 14 dages grundkursus på LO-skolen. Det var uden at overdrive det mest holdningsbearbejdende jeg har deltaget i og havde man ikke rygrad før, så havde man det efter de 14 dage. Vi var 35 personer – alle fra forskellige fagforbund, der var folk fra typografforbundet, slagteriarbejdere, kloakarbejdere og mange andre. Vi havde 2 lærere, begge havde de baggrund i en faglig uddannelse og de kunne fortælle os om, hvordan vi ville blive behandlet, som tillidsfolk, hvis vi ikke tog teten i alle forhandlingsforhold – både med kolleger og foresatte. Det var en affyringsrampe, hvor bønderkarle blev stærke tillidsfolk, når vi kom ud i den anden ende. Det blev således nogle år med mange situationer, hvor ens fagpolitiske holdninger blev sat på nogle hårde prøver og det var skam ikke altid kollegerne var de letteste at håndtere, her var jo også folk som ikke kunne se ud over deres egen næse. I en enkelt situation var der en kollega, også en der vedkendte sig at være venstremand, som forsøgte at få mig fjernet fra afdelingen, hvor jeg gjorde tjeneste. Jeg var godt klar over, at han ikke var enig med mig i politiske forhold, men vort samarbejde om vore arbejdsforhold opfattede jeg som vældig gode. Så hans lumpne venstrefacon, hvor han uden at have sagt noget til mig, gik op og klagede til ledelsen over at vi ikke kunne arbejde sammen og at jeg skulle flyttes, fik mig til at sætte alle tillærte ideer i værk. Formanden blev orienteret og hvad jeg ikke kunne finde på at iværksætte, det kunne han. Resultatet blev da også, at jeg aldrig blev flyttet. Det viste sig senere, at mine kolleger på afdelingen havde sat gang i en underskriftsindsamling, som blev til fordel for mig, idet kun 2 kolleger stemte for, at jeg skulle flyttes. Disse 2 gik jeg aldrig i vagt sammen med, så det var tydeligt, at de var faldet for denne luskede og simple venstrefacon. Det var et voldsomt nederlag for ham, idet han jo blev afsløret som en man ikke kunne stole på, som mine kolleger sagde: ”Hvem bliver den næste, han behandler sådan, hvis dette her går”. Jeg tror aldrig, han glemte denne lærestreg. Byret i Nykøbing Sjælland i 8 år Nu havde jeg vist at kunne tackle nogle situationer, som var tillidsvækkende og skabte respekt. Jeg blev således indvalgt i forskellige bestyrelser og nævn, blandt andet sad jeg en overgang som næstformand i den socialdemokratiske kredsbestyrelse i Nykøbing. Til valget for byrådsperioden 1978-82 blev jeg opfordret til at lade mig opstille. Efter drøftelse med min kone sagde jeg ja og jeg blev opstillet som nr. 6 og kom ind med cirka 80 stemmer; det var meget flot. Jeg fik sæde i Teknisk udvalg og i kulturudvalget samt nogle andre udvalgt. Det blev en travl og spændende tid, men der blev også med dette job, trukket ”veksler” på dem derhjemme. Det blev alligevel let sådan, at man opfattede ”rollen” som meget betydningsfuld, hvilket den jo egentlig også er og man fortsatte ud fra den mening, at ”det er det bedste”. Jeg sagde da også ”ja” til endnu en periode fra 1982-86. I denne periode havde jeg som faste udvalg Teknisk udvalg, hvor jeg blev næstformand og Socialudvalget. Det blev en periode med mange møder og jeg kunne godt mærke, at ansvaret tyngede. I slutningen af denne periode måtte den daværende formand for plejerne, Henning Mønsted Jensen, slutte sit tillidsmandshverv på grund af svigtende helbred og jeg blev opfordret til at påtage mig hvervet. Jeg følte det svært at sige ”nej”, men var heller ikke interesseret i at skulle slides op i dette hårde job. Jeg betingede mig derfor en helbredsundersøgelse. Denne viste, at blodtrykket var for højt og jeg havde nu en grund til at sige ”Nej tak” til tilbuddet. Det betød også, at jeg takkede nej til endnu en periode i byrådet. Til dette var også den grund, at Tove og jeg havde fattet så megen sympati for hinanden, at vi flyttede sammen og bruddet med vore ægtefæller blev en realitet. Et relativt nyt liv begyndte. Vi købte hus på Isefjordsvej nr. 23 og her indrettede vi os, Martin var lige konfirmeret, så han boede her de første år. Jens Christian boede hos sin far Mine børn var jo voksne, dog var Kim ikke flyttet hjemmefra. Det var en tid, som, når jeg ser tilbage, har været vanskelig, men jeg må sige, at børnene tog det første initiativ til en forsoning og det har vi, ligesom dem, arbejdet målbevidst på siden. Så det må siges at være lykkedes, også her har jeg været utrolig heldig. Det er jeg meget taknemmelig for. Forbundssekretær Til trods for min beslutning om at sige nej til at være formand, forblev jeg i bestyrelsen for plejerforeningen. Dette medførte, da vores forbundsformand døde i 1987, at jeg blev foreslået som forbundssekretær og på en ekstraordinær kongres blev jeg valgt og begyndte dette hverv d. 1. december 1987 og måtte således tage turen til Brolæggerstræde 14 i København hver dag, indtil foreningen blev nedlagt d. 31. januar 1989. Efter i en kort periode at have arbejdet på en patientafdeling søgte jeg og fik ansættelse som værkstedsassistent fra d. 1. april 1989 til jeg gik på sygepension fra 1. oktober 1995. Der var sket det, at jeg ville lære at svømme og jeg fik undervisning, men vandet var ikke min stærke side og jeg arbejdede alt for meget for at komme frem i vandet. Det resulterede i, at jeg fik en lille hjerneblødning i en undervisningstime og jeg måtte af sted i ambulance til Nykøbing Sygehus. Jeg var heldig, men har mén på den måde, at min venstre side føles koldere end min højre side. Ved helbredsundersøgelsen i 1985 ordinerede lægen blodtryksmedicin og det tog jeg kun nogle måneder. Man føler ingen gener ved forhøjet blodtryk, men konsekvenserne kan blive stygge og jeg har siden 1994 taget den ordinerede dosis. Der skete også det, at jeg havde nogle modbydelige træthedsperioder, mere irritabel var jeg også blevet. Ved de konsultationer jeg havde hos min læge, anbefalede han mig (efter 42 års tjeneste) at holde op og det gjorde jeg så. Tjenestemandspensionist At blive frigjort uden at være klar over, at der bliver et savn af alle de mennesker man omgås, er nok for naivt og jeg da også gjort mig tanker om, hvad jeg burde gøre med mig selv. I al fald er det lykkedes at gøre sig fri af arbejderfornemmelsen. Her har de faglige holdninger jeg lærte som faglig aktiv været en god hjælp. Der skete også det, at vi havde køb en lille campingvogn (SPRITE fra 1968) allerede i 1989 og vi dyrkede campinglivets glæder. Mange pensionister truer med at rejse jorden rundt, når de pensioneres. Det gjorde vi ikke, men Tove søgte og fik 3 måneders orlov i 1996 og vi rejste Europa rundt i næsten 4 måneder – en stor oplevelse. Til dette havde vi skiftet SPRITEN ud med en næsten ny Adria, som fungerede fortrinligt og vi havde en tur uden held og kunne konstatere, at de øvrige europæere er flinke og ordentlige folk, fuld på højde med os danskere. Nimbus 1948 Da jeg fyldte 60 år i 1994, blev jeg spurgt, hvad jeg ønskede og i lang tid gik jeg og sagde: ”en gammel Ferguson”. Prisen var nogenlunde overkommelig og jeg fik indtryk af, at det kunne blive alvor, så jeg lavede det om til en NIMBUS, den var blevet så dyr, så det vidste jeg, at de ikke købte. Hvad der skete ved jeg ikke, men mine tanker var blevet besat af en NIMBUS. En dag jeg havde købt en ”Blå Avis” var der en annonce med 2 Nimbusser nede ved Nakskov og jeg fik arrangeret det sådan, at den var købt inden aften. Tove vidste intet om det, så hun gjorde store øjne, da jeg ankom ved 19-tiden d. 4. august 1994 på min ny NIMBUS fra 1948. I 1948 var min største drøm en ny Nimbus, da var jeg 14 år og der begynder drømmene, men der skulle altså gå 46 år, inden det lykkedes. Til trods for, at jeg ikke troede Tove ville blive begejstret for mit påhit, er det faktisk blevet en lille succes. Vi bruger den hvert år til en 8-dages Ø-ferie og lagde ud med et besøg på Færøerne i 1997, hvor vi var sammen med 33 andre Nimbusser fra Fyns Nimbusklub. Det var en storslået oplevelse, men vejret kan være noget barsk. Jeg havde ellers lovet mig selv, at min Nimbus ikke skulle ud i regnvejr, men den lov brast, vi havde regn halvdelen af turen. Gaven til Moskva En anden stor gave jeg fik til min 60 årsdag var gaven fra Tove, som gav mig en tur til Moskva. Jeg havde tit gået og pralet af den tur, jeg havde derover i 1971. Jeg har aldrig været så skræmt af kommunismen, som jeg har været af kapitalismen, så jeg kunne fortælle om gode beregninger fra den tur i 1971. Der skete det, at vi spurgte Bent og Åse, om de havde lyst til at tage med os; det viste sig, at de havde et stærkt ønske om at tage med. Vi havde en dejlig og grum tur derover, de havde det ikke godt de russere, fattigdommen var meget synlig og betydelig mere udpræget end 23 år før. Jeg husker de situationer, hvor gamle koner sad på gaden med et par æg og lidt grumset saftevand, som de ville sælge til os turister. Et andet trist syn var de alkoholister, der vaklede rundt, eller lå på gaden. Så var de kommunistiske tilstande bedre og det har mange da også sagt siden. Vi kan håbe, de må komme over den forandring, der er opstået siden kapitalismens overtagelse i 1989, med mafia og andre forbrydere, som gerne skulle elimineres. Jeg husker en udtalelse Bent kom med, da vi som flere gange før, stod på ”Den røde plads”, han spurgte mig: ”Hvis du tænker tilbage, da du var barn eller ung, havde du så nogensinde forestillet dit, at du skulle opleve at stå her på Den røde plads i Moskva”. Det gik op for mig, at det havde jeg ikke og at der egentlig er sket så meget i den tid, vi har levet, så det næsten ikke er til at fatte, nogen har også kaldt det 20. århundrede for det ondeste i menneskehedens historie, meget ondt er der sket, men der er nu også sket mange gode ting. Den almindelige befolkning er blevet meget mere oplyst, f.eks. er analfabetismen udryddet i det gamle Sovjetunionen, medens der er 70 millioner analfabeter i USA – det kan folk ikke lide at blive konfronteret med. Min konklusion er, at kommunismen slet ikke er så slem, som den har ry for – kald mig bare kommunist. Pensionistsysler Mine år som pensionist (på nuværende tidspunkt 7 år) har været fulde af oplevelser med børn og børnebørn, 8 er det blevet til nu (februar 2002), der er Camilla, Rikke, Ditte, Julie, Mads, Malene, Rasmus og Amalie, alle er velfungerende, men med hver sin forskellige personlighed. Jeg hjælper og har hjulpet dem, som har købt hus, som regel et gammelt, som har trængt til en gammel fuskers håndelag. Nu til marts 2002 skal Tom til at bygge et nyt hus, her tror jeg, jeg er reduceret til ”stik i rend-dreng” eller noget lignende. Jeg har fået en computer, i vore dage er det næsten ikke til at undvære. Jeg er med i redaktionen for vort socialdemokratiske blad KONTAKT og er faktisk blevet helt god til at tekstbehandle stoffet og udskrive i Publisher. Det får jeg 14 dage til at gå med én gang i kvartalet. Min elevkammerat Knud Rasmussen skriver jeg sammen med, han har boet i Sverige i 30 år og vil gerne vedligeholde sit danske sprog. Vi har skrevet sammen siden 1994. Tove og jeg tager en til to gange om året på ferie i det sydlige og vi bruger campingvognen så meget, som vi har tid til. Nimbussen bruges til småture og en gang om året til ø-ferier og vi havde debut i 1997 til Færøerne. Om vinteren tager vi, via ARTE, i teateret 5-6 gange. Vi er meget stabile med at holde den årlige sommerfest for børn og børnebørn, til efteråret har vi inviteret dem alle i Lalandia, vort kobberbryllup bliver markeret på denne måde. Sidste år er jeg blevet folkepensionist og jeg har en månedlig indkomst på kr. 11.600,- når der er betalt skat, min sidste nettoløn var kr. 10.100,-, altså får jeg nu kr. 1500,- mere i pension, end jeg for 7 år siden fik i løn. Til de af mine søskende, som er pensionerede, det er alle undtagen Berna, vores broder Jørgen døde desværre for 4 år siden, har jeg det forhold, at vi cirka hver anden måned render sammen til en lille frokost og hygger os. Fra i år (2002) har vi også Grethe med og hun starter op med en fællestur, for os pensionister, til Fyn, hvor vi vil bese de gamle steder og vi slutter af med et besøg hos Greta i Ørbæk, her vil Ellen og Inge også være til stede. Turen er berammet til juni måned. Nykøbing Sjælland d. 28.02.2002