Hvordan opstod det hele
Marius og Karen
En beretning om 2 der mødte hinanden, midt i tyverene.
Vores far Marius: Født d. 2001 1903 d. 1902 1985. Hans fødested var landsbyen Skellerup ved Ullerslev på Østfyn, her var han opvokset hos sin mor, der var enke, sammen med 3 søskende Kristian, Jens og Kristine
Forældrene
Faderen: Johan Kristensen var så vidt vides også fra Østfyn, han var landmand og havde en lille gård. Han døde medens børnene var små, vist nok p.g.a. et overforbrug af alkohol, han døde medens vores far var lille og de måtte forlade gården da økonomien og helbredet ikke kunne holde til alkoholforbruget. Det blev således vores farmors skæbne, at hun måtte leve i særdeles små kår med sine 4 børn.
Moderen: Katrine Kristensen, var ligeledes, så vidt vides fra Østfyn, hun døde i begyndelsen af fyrene, jeg husker at familiestemningen var meget trykket da far skulle til hendes begravelse, vist nok i Fåborg
Vores far havde ikke de bedste opvækstvilkår og var omgivet af fattigdom. Han har fortalt at han engang, i julegave, fik et stykke sejlgarn og han blev instrueret i at binde hver ende af sejlgarnet om stortæerne og derefter sætte sig på gulvet og hamre hælene i gulvet. Dette skulle illudere at han kørte med et spænd heste, og han gjorde det med så stor iver, at hælene ikke kunne holde til dette ”hårde løb” og blodet sprang ud af de små fødder.
Som stor dreng fik vores far ophold hos en onkel, denne havde en gård og han fik lov at arbejde, men far omtalte altid den pågældende onkel som et retskaffent menneske, som forstod at give den tryghed som en knægt havde brug for. Engang vi havde en snak om forholdene hos onklen og hvor der havde været en løssluppen stemning, havde far i kådhed, efter onklen havde rejst sig fra sin stol, fjernet denne, med det resultat at onklen satte sig på gulvet og slog sig ret voldsomt. Min far kunne her se at grænsen for den slags spøgefuldheder var nået og han måtte love aldrig at gøre det mere, over for nogen som helst.
Efter konfirmationen kom far, som næsten alle andre ud og tjene bønder, jeg har nu heller aldrig hørt at hans ambitioner var anderledes. Fars statur var ikke af en størrelse der udpræget var til fysisk arbejde, men den gang var mulighederne ikke store og der var mange bønder der skulle have billig arbejdskraft.
I fars ungdomstid blev der åbenbart tid til at spille musik, hvor han lærte det ved jeg ikke - måske inde ved militæret, han spillede piccolofløjte i et lille orkester i hans ungdomsår og det fik vi børn glæde af at høre senere, hvor han sommeraftner kunne tage fløjten og her spillede han stemningsmelodier, en melodi jeg særligt husker er ”Underlige aftenlufte” Det lød meget smukt og det gav en fin stemning i de fynske sommeraftner.
For nylig har Lene Sigel på CD indspillet ”Underlige aftenlufte” og man kan ikke undgå at sættes i den barndomsstemning man oplevede den gang. Mange kulturværdier har nok sit udspring i oplevelser fra ens barndom.
Piccolofløjten eksistere stadig, den har fars barnebarn Anja og hun spiller på den.
Far var soldat i Odense ved 4de regiment, han kunne som mange andre fortælle soldaterhistorier og en historie han særligt elskede at fortælle, var om en befalingsmand der altid var efter basserne. Disse soldater havde fundet ud af, at han var forlovet og ofte gik tur med hans kæreste nede ved Odense å.
Nu udklædte 2 af basserne sig i dametøj og opsøgte det sværmeriske par, som var ude på den vanlige aftentur i de hyggelige omgivelser nede ved åen. Pludselig tager de fat i deres plageånd og smider ham ud i åen for øjnene af hans forskrækkede kæreste. De slap ubemærket væk, men dagen efter stod der i avisen, at 2 damer havde smidt en militærperson i Odense å. Ingen fandt ud af hvem der havde gjort det, men den pågældende befalingsmand optrådte med nogen større forsigtighed og basserne blev således fri for deres plageånd. Også den gang var der folk som ikke forstod hvor langt man kunne gå og derfor udsatte sig selv for ekstraordinære forståelsestiltag.
Vores fars ungdomstid ved vi ikke så meget om og jeg vælger nu at oplyse om hvad vi ved om vores mor Senere vil jeg oplyse hvad jeg ved om dem begge, men da var de jo også blevet gift.
Vores mor Karen: Født d. 2009 1905, d. 0406 1952, hun var vestjyde og født på en ejendom i Bolhede i Øse sogn, ved Nordenskov. Hun voksede op sammen med 3 søskende, Marie (Mie) Søren og lillesøsteren Andrea. Hun voksede op i et meget solidt hjem, men i små kår på en gård som var beliggende i meget stille og fredfyldte omgivelser.
Forældrene:
Faderen: Claus Peter Clausen havde en fortid i landbruget og var med til at opdyrke den vestjyske hede. Han skaffede sig ,ved venners hjælp, penge til at overtage en forsømt ejendom i Bolhede, året var 1900 og for at kunne overtage ejendommen måtte han skaffe 1600 kr.- et anseligt beløb den gang.
Moderen: Kristine Margrethe Jensen f. 2705 1878 d. 0612 1946 (Hendes far blev i øvrigt i en omtale i ”Vestkysten” d. 7 april 1930 kaldt ”En hedens stridsmand”, dette p.g.a. hans evne til at opdyrke hede til (landbrugsjord ) I øvrigt ved vi ikke så meget om Kristine, men vi husker hende som et roligt og bestemt menneske. Sammen med Peter, havde de 4 børn et godt og trygt hjem. Mange år senere husker vi børnebørn også dette som noget meget stabilt, ved vore besøg i sommerferier til jul m.m..
Den unge pige Karen (vores mor) flyttede, vist nok, midt i tyverne til Fyn for at tjene på en gård i Pårup. Hvad årsagen til at hun flyttede så langt væk fra det trykke barndomshjem, ved jeg ikke, men den gang kan der vel også havde været lidt spræl i ungdommen. På samme egn gik vores far Marius, og de er vel mødtes til bal e.l. og på den måde kan der være opstået en alliance, der resulterede i giftermål d. 2711 1931.
Vore forældre: Karen og Marius.
Vore forældre skaffede sig, efter giftermålet en lille ejendom på ca. 4 tdl. god fynsk muld, beliggende ude for enden af Hestegyden i Kullerup på Fyn. Den lå op af en lille skov i meget idylliske omgivelser, men ejendommen var for lille til at man udelukkende kunne leve af det den kunne kaste af sig og far blev derfor en slags hovbonde på herregården Juulskov, der lå lige i nærheden.
Det var jo sådan, den gang, at der ikke var penge mellem hænderne på folk, men man byttede ydelser, det er det der nu kaldes tjenesteydelser . Det min far havde, var arbejdskraft og godsejeren havde materiel, i form af maskiner og heste, som kunne ”lånes” til at bearbejde de 4 tdl. med, både forår og efterår.,
Det var en stor oplevelse nar marken blev tilsået om foråret, så kom godsets store såmaskine med 4 store belgierheste for, og et par af godsets, ofte flinke karle, der styrede det hele og marken var hurtigt tilsået. Ofte var disse ”arbejdsdage ” med lidt festlighed når arbejdet var afsluttet, så skete det at det blev budt på en frokost og så blev stemningen høj.
En af de ”betroede” hverv vores far havde, var at være lokomotivfører. Det betød at han skulle op kl. 4 om morgenen, typisk om vinteren når der skulle tærskes. Der skulle jo være fuld ”damp” på kl. 6 når karlene skulle møde. På sådanne dage blev der tærsket hele dagen og ofte flere dage i træk. Far var også ilægger i tærskeværket, hvilket betød at han skulle sørge for at båndet på negene blev snittet og at kornstråene blev tilført cylinderen i en lind strøm, dette for at sikre ar alle kernene blev slået af stråene. Det var jo et job som ikke var ufarligt, man hørte om ilæggere der var faldet ned i cylinderen og var slået til ”plukfisk” aldeles omgående.
Arbejdet på herregårdene var hårdt og især for de husmænd, der havde tilknytning hertil. Årsagen til dette var at husmændene blev ”indkaldt” når der var særlig meget at lave, altså om foråret når markerne skulle tilsås, når roerne skulle tyndes og renses, i høst nar kornet skulle mejes og i hus om efteråret, når roerne skulle tages op og leveres til sukkerfabrikken. I disse spidsbelastningssituationer var det meget velset at husmændene havde deres børn med til disse arbejdsopgaver. Derved kunne man jo også danne sig et indtryk af, hvordan den kommende arbejdergeneration tog sig ud.
En kreativ ting vores far var god til, var at fortælle historier, det var vigtigt den gang, der var jo ikke TV og i radioen var der slet ingenting for børn. De historier far fortalte, handlede næsten altid om trolde og hekse og selv om disse var enorme af størrelse, var de aldrig onde, tvært imod, de hjalp altid folk som var kommet i nød, enten med penge eller hvis sygdom hærgede også hvis det gik ud over dyrene, blev der ydet hjælp. Når disse trolde døde var det en særlig begivenhed, eksempelvis kunne de skrige af smerte så det kunne høres flere km. væk og når de så døde blev de kørt til graven, på mindst 2 af Juulskovs største arbejdsvogne, spændt efter hinanden, og der skulle mindst 8 af de stærkeste heste til at trække dette enorme vogntog.
Vi var aldrig bange, når disse spændende historier blev fortalt, der var jo en god social ide i dem, når man tænker på hvad disse enorme kræfter kunne have været brugt til, hvis de havde udfoldet sig hensynsløst. Gad vide om vor fars menneskesyn var præget af denne fine sociale holdning – noget kunne tyde på det.
Vores mor var hjemmegående, hvilket var helt normalt den gang, det gav vel også en tryghed for os børn, og vores far, som kom træt hjem fra arbejde, var der en fin service at maden blev serveret og at divanen stod klar til en udaset husmand, der også havde et par køer og noglr grise og høns der skulle passes, den gang.
Det var jo ikke den store luksus der herskede på et lille husmandssted, den gang. Om vinteren kunne det være meget koldt, huset vi boede i var helt uisoleret og med kun et enkelt lag glas, hvor der var isblomster på når det rigtig frøs. Det har ikke været rart at skulle byde sin familie så ringe kår, men det var jo helt almindeligt for småkårsfolk, som de blev kaldt, den gang. Under krigen har det været særlig slemt, det kneb med at skaffe tøj, men da var vi heldige, idet vores mor var dygtig til at sy og hun arbejdede en del som syerske for den lokale befolkning. Hun havde en fin Singer trædesymaskine og syede alt muligt til os børn, bl.a. kunne man den gang få nogle melsække, der var vævet af lagenlignende stof og det var fint til skjorter og bluser til os børn. Det var også almindeligt at man farvede stoffet i forskellige farver og derved kom til at se mindre triste ud. Jeg mener vores mor, stort set, syede alt det tøj vi havde og det var lige fra undertøj (livstykker) til overtøj, alt sammen en lille kopi af det de voksne gik i, dog gik vi drenge altid i korte bukser og med lange strømper ligesom pigerne, disse blev knappet op i livstykket via et elastikbånd med knaphuller i,(et såkaldt strømpebånd)
Når vores mor syede for fremmede, var det også af en lidt finere karakter, som f.eks. selskabskjoler, der ofte var noget af et overflødighedshorn, i forhold til hvad hun ellers lappede sammen. Jeg husker at hun, mod slutningen af krigen, fik den opgave at lappe en vest for godsejeren på Juulskov, den var meget slidt og jeg husker hun måtte sætte 53 lapper på den, inden den så hæderlig ud. Jeg husker hun ville have 2,50 kr. for arbejdet – et absolut lille beløb, men da vores storsøster var oppe på godset for at aflevere den, fik hun en kr. for arbejdet og 25 øre til sig selv. Vores mor græd da hun blev konfronteret med beløbet og ville have at vores far skulle gøre ophævelser, men det gjorde man ikke, for det kunne jo skade forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver. Denne lille hændelse har jeg husket gennem alle årene og den har præget mine holdninger til dem der tror de er overmennesker, derfor går jeg ind for janteloven.
I øvrigt tror jeg nok der var en lille indkomst ved syningen, som gav lidt luft i økonomien og måske også lidt ekstravagance til mor selv. Jeg hørte aldrig om ”kunder” der opførte sig så tarveligt som godsejeren.
Af uforklarlige grunde solgte vore forældre den lille ejendom i ca. 1944 og vi flyttede til en af Juulskovs arbejderboliger, så nu var vores far helt ”solgt” til den værste form for udnyttelse man kan forestille sig. Krigstilstanden har måske haft betydning for de økonomiske forhold og har haft betydning og udslagsgivende for den grumme beslutning.
Vi var jo 6 børn og de økonomiske forhold var helt klart ikke gode, det var således, på et tidspunkt, på tale, at Clara kunne blive plejebarn hos en slagtermester i Otterup, han og hans kone var barnløse og var meget interesseret i at få et plejeforhold til denne lyshårede lille pige. Den plan blev dog aldrig til noget, men der havde jo været besparelser i at være en mindre, at det var økonomisk tyngende at være så mange der skulle have mad og klæder i disse vanskelige år, er der ingen tvivl om. Der skete nu det, at vi i sommeren 1946 var på sommerferie hos mors forældre i Vestjylland, og af en eller anden grund valgte jeg at blive der ovre – dog hos en moster Mie og morbror Søren.
Jeg er ikke i tvivl om at det var mit eget ønske, men om jeg er blevet nødet dertil husker jeg ikke. En årsag til min beslutning kunne være at jeg havde et dårligt forhold til 2den læreren hr Bæggersted i Refsvindinge. Der var nu kun 4 børn hjemme, idet Grethe var blevet konfirmeret og dermed kommet ud at tjene.
I december 1946 blev vores mormor syg af lungebetændelse og døde. Det blev således, i vinterens løb, aftalt at vore forældre skulle over og overtage de praktiske forhold på den ejendom vore morforældre havde, hvilket skete i foråret 1947. det viste sig dog at de unge og de ældre ikke kunne finde ud af det sammen.
En episode, jeg husker var, at vores far og vores morfar blev uenige om at give afgrøderne kunstgødning. Vores far mente, at især roerne, skulle have noget at leve af og han købte salpeter for egen regning, med det resultat at roerne groede betydeligt bedre. Det var et stort prestigetab for vores morfar, således ”revnede” forholdet mellem ”de unge” og ” de ældre” og vore forældre valgte at rejse tilbage til Fyn. Herved blev hele familien igen samlet, idet Grethe var i en plads på Fyn,
Hele
familien blev imidlertid indlogeret hos nogle af vore forældres venner, en købmand i Såderup og vores far fik arbejde på Nyborg jernstøberi, et hårdt og varmt arbejde, men det var nu ikke det der generede ham mest. Han blev tvunget til at melde sig i fagforeningen og det var aldeles ikke noget for vores far, som jo hele livet havde haft omgang med folk som bønder og godsejere der ikke havde noget godt at sige om fagforeningerne.
Købmandskonen, hvor vi boede midlertidig, havde en søster, hvis mand arbejdede på en gård på Sjælland, det var Bregnebjerggård lidt udenfor Nykøbing Sjælland. Der kom, via denne forbindelse en aftale i stand om at vor far skulle ansættes her. Det skete d. 27 november 1947 og på den måde havnede hele familien Kristensen
pludselig på Sjælland – det var noget af en omvæltning på mindre end et halvt år, fra at bo i Vestjylland til, via Fyn, at bo på Sjælland. Vi kom til at bo i et helt nyopført hus, som tilhørte Bregnebjerggård, og vores mor fik frie hænder til at navngive det nye hus, hun valgte navnet ”Fri-Bo” som hun malede med sirlig skrift på siden af huset. Huset lå ikke langt fra Kattegat og det var mærkeligt at kunne høre bølgernes brusen når det blæste bare lidt, men det var absolut hyggeligt.
Vore forældre faldt tilsyneladende hurtigt til i de nye omgivelser. Far syntes om arbejdet på gården, hvor han i perioder fungerede, dels med dyrkning af landbruget og dels som fodermester. Da det blev moderne at have traktorer i stedet for heste, medførte det også at man kunne tage ud at tærske for bønderne. Det blev også en opgave far kunne påtage sig, han havde jo været ilægger tidligere. Det så flot ud nar far kørte den store John Deere med tærskeværket bag efter.
Mor fik skabt sig en kontakt til en lidt ældre dame fra København, Fru Rasmussen, hun havde et sommerhus ikke langt fra hvor vi boede, der var en hvis stil over forholdet – en
dame fra København og som havde fine vaner, det var skam ikke så ringe endda.
En anden dame og hendes familie, som også var fra København, fik mor et meget godt forhold til. Det vat en fru Schlichting og de havde også sommerhus næsten nede ved stranden, så det var nok turene til stranden der var årsagen til at dette bekendtskab udviklede sig, og der blev budt på kaffe og gensidige visitter. Jeg husker at vores mor havde et par gode somre, når hun plejede omgang med sine nye veninder.
Desværre skete der det, at vores mor, som havde haft gigtfeber som barn, nu igen fik meget slemme gigtsmerter og selv om hun søgte læge hjalp det ikke. På et tidspunkt hørte hun om ”den kloge mand” fra Rode, hun konsulterede ham og allerede efter nogle få behandlinger fik hun det væsentlig bedre og hun kunne bevæge sig nogenlunde ubesværet. Mor var en meget kraftig dame og det gjorde ikke situationen bedre.
I 1950 skete der det, at vores mor fik konstateret kræft og det vendte jo op og ned på tilværelsen for hende, og i øvrigt for os alle. Hun blev på et tidspunkt indladt på Finsens Instituttet i København, hvor man den gang havde den største ekspertise på området. Nu fik bekendtskabet med fru Schlichting pludselig stor betydning, idet hun var meget flink til at besøge vores mor. Det var jo en meget lang rejse med toget her oppe fra, så vi var meget taknemmelige for fru Schlichtings omsorg.
Der skete også det at vores far fik ny status, idet han blev bestyrer på en gård, som ejeren af Bregnebjerggård havde købt, vist nok en brandtomt i al fald var alle bygninger nyopførte da vore forældre flyttede der ind. Det var jo en prestigemæssig forbedring, at blive en slags gårdfolk, men glæden over dette blev overskygget af vores mors tiltagende forværring af kræftsygdommen. Vi måtte erkende at vores mors liv ikke stod til at redde og d. 4 juni 1952 døde hun på Nykøbing sygehus, kun 46 år gammel.
Også i den situation var fru Schlichting en omsorgsfuld person, idet hun samlede os alle ude i sommerhuset og det gav en vis følelse af samhørighed og trøst i en meget svær situation, hvor den yngste af os kun var 9 år.
Først til vor mors begravelse genså vi familien fra Vestjylland, hvor der havde været ”kold luft” i de 5 år der var gået, også mors far var med til begravelsen. Som jeg husker ham virkede han beklemt, men stoltheden fornægtede sig ikke den gang. Hvordan vores far havde det er nok vanskeligt at rekonstruer, men på et tidspunkt flyttede han fra den nye bestyrerbolig og over i et nærliggende hus, hvad årsagen var husker jeg
ikke, men på et tidspunkt valgte han at rejse derfra.
Han fik arbejde på en anden gård som fodermester. Dette forhold varede heller ikke længe og han fik arbejde på en 3 die gård ”Drosselholm”, hvor han igen flyttede ind i et, til gården hørende, nyopført hus. Her var han i nogle år og da besætningen på gården blev solgt blev han faktisk arbejdsløs, men kunne dog forsætte med at bo i gårdens hus.
Han var nu sidst i halvtresserne og havde forskellige skavanker, som absolut ikke blev bedre når han bød sin krop for hårdt arbejde. Han havde gennem nogle år lidt en hel del af iskias, dette til trods insisterede han på at få sig et arbejde og han søgte arbejde på et betonstøberi. Vi børn frarådede ham at tage et så tungt arbejde og vi påvirkede ham til at søge førtidspension. Det var der mulighed for den gang og da der sad en socialdemokratisk socialudvalgsformand ( en kvinde) med det rette menneskesyn, var det ikke noget problem, han fik sin førtidspension og befandt sig rigtig godt som pensionist.
Berna som havde boet hjemme i årene hos far, hvor han nu boede, havde haft megen glæde af omsorgen fra en dame Karin, som boede i et sommerhus i nærheden og det viste sig at hun også fattede sympati for vores far. Det blev til at de holdt sammen så længe vores far levede. De boede sammen flere steder, men der opstod med mellemrum, strid imellem dem og det kunne vi mærke var ubehageligt for far.
De havde også mange gode oplevelser sammen og lidt god mad med en snaps og et par bajere gik ingen af dem af vejen for. Den helt store oplevelse de havde sammen, var da de midt i tresserne tog på en lang ferie til Liberia i Afrika. Her var Karins søn Leif ansat i et svensk kryolitfirma. Her var virkelig tale om en enorm oplevelse for dem begge. For vores far som ellers ikke var så forfløjen var det en overskridelse af alle grænser. Den tur fik vi meget at vide om de følgende år. Karin gentog succesen et par år senere, men vores far, som også havde fået invitationen, takkede nej, ”jeg har set Afrika” sagde han.
Vores far var en mand som gerne ville hygge sig med os og det skete jævnligt at han kom kørende på sin knallert, hvor han havde taget en halv flaske snaps og kage til kaffen. Ved sådanne lejligheder kunne der blive en virkelig god stemning. Jeg mener han gjorde dette i forhold til os alle, men da Berna jo var en slags plejebarn i forhold til Karin, har der måske især der været aflagt særlig mange visitter.
Vores far som er født d. 20 januar ville også gerne fejre sine runde fødselsdage og det skete ofte at han, om sommeren – altså et halvt år inden han fyldte rundt, foreslog at holde fødselsdagsfest hos en af os medens vejret var godt, og det gjorde vi så i form af havefester. Det betød dog ikke at vi blev snydt for en fest på selve dagen, jeg husker engang hvor det blev holdt på Lyngkroen på selve dagen. Vores far var nogenlunde rask og i god vigør da han rundede de 80 år, men den friskhed han ellers var i besiddelse af blev aftagende og på et tidspunkt måtte han tage ophold på plejehjemmet ”Præstevænget”, hvor han blev overraskende glad for at være. Der havde nemlig på et tidspunkt været en avispolemik om hvor usselt de ældre på landets plejehjem blev behandlet. En kræftsvulst gjorde dog livet besværligt for ham, så han valgte at lade sig indlægge på Nykøbing sygehus til en operation og en uge efter døde han d. 190285.
Han havde valgt at hans urne skulle nedsættes på ”De ukendtes grav” på Nykøbing kirkegård, og således blev det.
Denne livshistorie er blevet til på foranledning af at Camilla spurgte om jeg ville
skrive om hendes oldefars livsforløb, idet hendes far Tom til tider fortæller om ham, som han husker ham. Nu har jeg gjort det så godt som jeg kunne. Og håber det vil glæde læserne
Jens Peter Kristensen December 2007
Sådan blev det.
