Mennesker afsnit 2

Et femte par som har haft betydning for Tove og jeg er Bent og Åse tidl. Borgmester og frue.

Da jeg valgte at leve sammen med Tove var der på samme tidspunkt, hvor jeg havde valgt at udtræde af byrådet, og da der skulle afholdes en afskedsfest for gamle byrådsmedlemmer/ velkomstfest for nye byrådsmedlemmer – med damer, ja så stod jeg i et dilemma og her spurgte jeg Bent til råds. Resultatet blev at jeg skulle tage Tove med, vel vidende at det ikke var lige velset af alle, men her kom Bent ind som en rendyrket gentleman. Han valgte, uden min viden, at tage Tove til bords, vel nok til manges overraskelse og til nogle nyfignes ærgrelse, herved blev megen sladder lagt på is, - i al fald den aften.

Vi har camperet meget med Bent og Åse. bl.a. den sidste ende fra Wroslaw i Tjekiet til vi kom hjem efter 4 mdr. rundt i Europa i 1996. Denne tur var startskuddet til min pensionisttilværelse, det var Toves ide og heller ikke dette skal hun glemmes for.

 

En god ven fik jeg i Gudruns yngste søsters mand Kurt , altså en svoger. Vi faldt hurtigt i hak med hinanden, jeg havde jo haft min gang i vore svigerforældres hjem i en halv snese år da han dukkede op. Han var en dejlig ung fyr som havde taget hul på livet med en studentereksamen og en saxofon, som han spillede i et lille orkester med. Han gik i gang med en ingeniøruddannelse i Ålborg. Han var en kvik fyr og endte, sammen med en flok andre unge, med en eksamen midt på sommeren i 1971. Disse unge fik tilbud om en studierejse til et europæisk industriland og de valgte Sovjet. Da Kurt var klar over at jeg interesserede mig meget for sovjetiske forhold, spurgte om jeg havde lyst til at deltage, naturligvis mod betaling. Jeg var ikke sen til at søge ferie i utide og man var meget flinke til at mit ønske kunne honoreres. Gudrun var også med på ideen. Kurt fyldte 25 år da vi var derovre og jeg husker tydeligt at vi spiste fin middag på en restaurant i Moskva. Vi havde mange gode oplevelser på den tur og det er noget jeg aldrig glemmer.

 

Der var altid fest når man var sammen med Kurt, men det endte brat da mit ægteskab med Gudrun sluttede. Jeg forsøgte nogle gange en kontakt, sidste gang i 1994 da Tove inviterede mig til Moskva, hvor jeg på bagsiden af et postkort, med et motiv af ”Hotel Bukaresti” , hvor vi boede i 1971, skrev en lille hilsen til ham. Jeg fik aldrig nogen reaktion fra ham, men jeg ved kortet nåede ham. Desværre døde han kun 52 år gammel, ødelagt af flere hjerneblødningerne, vel nok på baggrund af stor aktivitet i en af ham opstartet maskinvirksomhed. Det var så trist at jeg valgte, trods alt, at deltage i hans begravelse i Dronninglund. Jeg var klar til at gøre retræte efter jordfæstelsen, men jeg blev også inviteret til en sammenkomst i deres hjem. Nogle gange skal man trodse, al skam, og her mener jeg, at jeg gjorde det rigtige og han står stadig som et klart lys i min bevidsthed.

 

Tilbage til min arbejdsplads, hvor jeg gennem tiden har mødt mange menneske der har haft betydning for mine holdninger og som har været med til at sammensætte mig til den jeg er blevet.

Gerda Nygård (afd.sygeplejeske på Pavillonen, en langtidsafd.) vil jeg nævne, som en der har haft indflydelse på mine holdninger. Vi arbejdede sammen i 16 år, så det er klart at der har været en fin grad af sympati, men også en påvirkning, som man først går op for én senere i livet. Fru Nygård var en afd. sygepl. af den type, som mente at det var vigtigt at renholdelse omkring pt. var det vigtigste, men hun var også et meget venligt og humoristisk menneske. Den psykiartiske opfattelse hun omgav sig med, var vel nærmest, at ordentlighed helbreder og den analytiske dimension var ikke så fremherskende, det skal siges at dette heller ikke lå i tiden, den gang

 

En anden afd. sygeplejeske som har haft en stor indflydelse på mine holdninger var Fanny Bjørn. Med hende arbejdede jeg sammen i 11 år, på en retspsykiatrisk afd. Birkehus 2. Hun havde faktisk den holdning til renholdelse, at dette måtte pt. selv finde ud af og her var grænserne vide for et utroligt roderi. I Fru Bjørns opfattelse af psykiatri, var analysen det allervigtigste element. Det var en holdning, som vi medarbejdere måtte lytte til og som skulle bruges i observation af det klientel vi havde på afdelingen. Hun havde stor indsigt i den psykiatriske behandlingsmetode og var ikke nem at komme uden om, når vi der ikke havde læst så meget om psykiatri, ville beholde vore kendte metoder. Jeg var tillidsmand i en lang periode da jeg arbejdede der og blev ofte udsat for et præs fra begge sider, Det kunne give konflikter, der er jo også kolleger der ikke er helt fine i kanten.

Bl.a. på min foranledning blev hun senere oversygeplejerske, for retspsyk. afd. Desværre kom hun ud i personlige problemer og valgte ar tage sit eget liv.

 

En person, som har haft stor betydning for mine holdninger og det mod man bør have etableret, er Anker Jørgensen (senere statsminister) I 1971 havde vi på SNS et trivselsudvalg, som skulle gøre en indsats for at vi ansatte skulle befinde os bedre. Dette trivselsudvalg besluttede at vi ville høre om LOs 15 punktsprogram om ”Demokrati på arbejdspladsen”. I hospitalsledelsen var der megen modstand for ideen og ikke mindst for personen Anker Jørgensen (han var den gang formand for Dansk arbejdsmandsforbund) og han tilhørte jo ikke den tilslebne klasse og duede derfor ikke. Efter en ret hård kamp blev han accepteret som foredragsholder over det ønskede emne.

 Aftenen oprandt, med dirigent, og det hele stod på gloende pæle. Det var normalt sådan at hospitalsledelsen styrede disse møder, så hvis nogen ”gik for vidt” blev de nedgjort eller afvist på anden vis. Men denne aften var der en person som var vandt til skarpe bemærkninger og der var styring via dirigenten, altså var ledelsen sat ud af spillet.

Der opstod flere episoder hvor den ledende overlæge blev sat på plads, hvilket var et særsyn for os deltagere. og til stor gene for den pågældende overlæge. Han foreslog, at ”vi som vi plejer” skulle holde kl. 22,00, dette af hensyn til ro for pt. Anker Jørgensen orienterede sig lynhurtigt hos dirigenten, om hvor langt der var til pt.afd. Det svar han fik, gav ham ”blod på tanden” og han sagde ” Jeg kan forsætte her til i morgen tidlig, for her er brug for oplysning om ”Hvad demokrati på arbejdspladsen” drejer sig om. Den udtalelse fik forsamlingen til at klappe på fuld kraft og mødet forsatte længe. Den pågældende overlæge blev så rasende at han dagen efter, som sin første opgave, gik over på den udpegede dirigents arbejdsplads og gav ham en skideballe for dårlig dirigentvirksomhed. Idet dirigenten var viceborgmester var han ikke helt af samme mening som overlægen.

 

I min første tid, som bestyrelsesmedlem og de deraf følgende kurser, havde jeg også oplevet en person, vores forbundsformand Sven Gerdrup. som var en elegant person i ord og holdning , men også en udmærket repræsentant for os. Engang oplevede jeg også at han fulgte vores ”velmenende” overlæge” til dørs. Han endte sin faglige karriere, som sekretær CO II , men døde desværre efter et par år. Man skal være ”en hård negl” når man skal klare sig i den branche.

 

Efter 20 års ansættelse på SNS var min daværende kone og jeg begge indstillet på af der måtte ske en yderligere udvikling med os og vi var enige om at søge som lederpar på et plejehjem. Vi søgte og fik ansættelse, som sådan på plejehjemmet ”Solgården” i Nysted kommune. Det var en udmærket arbejdsplads og ansætelsesforholdet var også fint nok, men det var lidt langt væk fra de venner vi havde her i Nykøbing og det var et værre savn end vi regnede med. Huset havde vi ikke solgt, så vi gav hinanden et år til at finde ud af om det var noget og vi fandt ud af at Nykøbing S. var sagen, så vi opsagde vores gode stillinger og vendte tilbage til Altavej 10.

En mærkelig opdagelse jeg havde på min nye arbejdsplads, var at jeg lille plejer, pludselig fra dag 1 var blevet betydningsfuld, idet man tog alt hvad forstanderen sagde meget seriøst.

 

Nu var der imidlertid blevet ansættelsesstop på SNS og vi måtte tage arbejde på det psykiatriske sygehjem i Holbæk. Men Nykøbing og Trundholm kommune var i gang med at bygge et nyt plejehjem i Nykøbing og da der blev søgt bestyrepar til dette, søgte vi stillingerne og fik dem.

Det viste sig også at skulle blive af kort varighed. Der havde nogle år forinden været en sygehuskonflikt, hvor nogle sygeplejersker var blevet fyret, idet de ikke ville finde sig i en overlæges tyrani. Denne overlæge sad også i bestyrelsen for plejehjemmet og da nogle af de fyrede sygeplejersker søgte stilling på plejehjemmet, kunne det ikke lade sig gøre.

Vi mente at vi havde retten og pligten til at ansætte og afskedige personale, men det viste sig ikke at være tilfældet og vi blev hurtigt klar over at det ville skabe problemer med Dansk Sygeplejeråd, hvis vi ikke ville ansætte deres medlemmer. Der blev afholdt timelange møder, men formanden, en venstremand fra Trundholm kommune, havde ikke format til at sætte tingene på plads, så vi valgte at opsige vore stillinger, efter 3 måneders ansættelse og lige inden de første beboere skulle ankomme.

 

Nu skulle jeg opleve mit livs første arbejdsløshedsperiode, idet ansættelsesstoppet på SNS stadig var gældende. Der gik nu ikke mere end et par måneder så kom der gang i ansættelserne igen og jeg begyndte som plejervikar d. 1 juni 1975. Da kan jeg sige at vi havde en fin goodwill og vi blev faktisk genansat pr. kulance.

 

Nu kom der hurtigt gang i det organisatoriske igen. Der skete det at den daværende formand for plejerforeningen, Skov Andersen, en venstremand, havde fået et mistillidsvotum og blev derved gået som formand. Hele bestyrelsen valgte at gå, og der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Jeg blev hurtigt et varmt emne og blev også valgt til bestyrelsen igen. Jeg overtog jobbet som sekretær, med dette gode råd fra den tidl. sekretær ”Det er ikke det man når der stresser, men det man ikke når”

Det blev nu til en lang og bevæget årrække i bestyrelsesarbejdet. Vi havde valgt en meget dynamisk formand Mønsted Jensen og bl.a. jeg fulgte ham i det fornemme formål at gøre plejeforeningen mere synlig på SNS.

Jeg blev også hurtigt næstformand i samarbejdsudvalget, hvor vi kæmpede hårdt og indædt for de svage gruppers forhold og vi opnåede da også gode resultater, (læs afsnittet om Anker Jørgensen) men det var ikke rart for de mest indædte modstandere af demokratiske samarbejdsforhold, at opleve tillidsfolk som ville en anden samarbejdsform end den herskende og som hidtil havde betydet ”styring fra oven”. Det var i de år overlægerne blev pillet ned af deres petistal.

Det var også i de år ”Galebevægelsen” opstod, så nu var tornerosesøvnen kraftigt på retur for landets psykiatriske overlæger.

 

Faglig aktiv for alvor:

De aktiviteter jeg havde involveret mig i, betød også at nu skulle der gøres noget ved det holdningsmæssige og her var et grundkursus i fagforeningsmæssige forhold helt nødvendigt.

Jeg og den nyvalgte formand kom sammen på et 14 dages grundkursus på LO-skolen. Det var uden at overdrive, det mest holdningsbearbejdende jeg har deltaget i og havde man ikke rygrad før så havde man det efter de 14 dage . Vi var 35 personer – alle fra forskellige fagforbund, der var folk fra typografforbundet, slagteriarbejdere, kloakarbejdere og mange andre. Vi havde 2 lærer, begge havde de baggrund i en faglig uddannelse, og de kunne fortælle os om hvordan vi ville blive behandlet, som tillidsfolk, hvis ikke vi tog teten i kommende forhandlingsforhold – både med kolleger og foresatte. Det var en affyringsrampe, hvor bønderkarle blev stærke tillidsfolk, når vi kom ud i den anden ende.

Det blev således nogle år med mange situationer hvor ens fagpolitiske holdninger blev sat på nogle hårde prøver og det var skam ikke altid kollegerne var de letteste at håndtere, her var jo også folk som ikke kunne se ud over deres egen næse. I en enkel situation var der en kollega, Bent Andersen også en der vedkendte sig at være venstremand, som forsøgte at få mig fjernet fra afdelingen hvor jeg gjorde tjeneste. Jeg var godt klar over at han ikke var enig med mig i politiske forhold men vort samarbejde om vore arbejdsforhold opfattede jeg som vældig gode. Så hans lumpne venstrefacon, hvor han, uden at havde sagt noget til mig, gik op og klagede til ledelsen over at vi ikke kunne arbejde sammen og at jeg derfor skulle flyttes, fik mig til at sætte alle tillærte ideer i værk. Formanden blev orienteret og hvad jeg ikke kunne finde på at iværksætte, det kunne han.

Resultatet blev da også at jeg aldrig blev flyttet. Det viste sig senere at en af mine kolleger på afdelingen, Verner Agerskov havde sat gang i en underskriftindsamling, som blev til fordel for mig, idet kun 2 kolleger stemte for at jeg skulle flyttes, disse 2 gik jeg aldrig i vagt sammen med, så det var tydeligt at de var faldet for denne luskede og simple venstrefacon. Det var et voldsomt nederlag for ham, idet han jo blev afsløret som en man ikke kunne stole på, som mine kolleger sagde ”hvem bliver den næste han behandler sådan, hvis dette her går. Jeg tror aldrig han glemte denne lærestreg.

 

Nu havde jeg vist at kunne tackle nogle situationer, som var tillidsvækkende og skabte respekt. Jeg blev således indvalgt i forskellige bestyrelser og nævn, bl.a. sad jeg en overgang som næstformand i den socialdemokratiske kredsbestyrelse i Nykøbing. Til valget for byrådsperioden 1978-82 blev jeg opfordret til at lade mig opstille, efter drøftelse med min kone sagde jeg ”ja” og jeg blev opstillet som nr. 6 og kom ind med ca. 80 stemmer, det var meget flot. Jeg fik sæde i Teknisk udvalg og i Kulturudvalget + nogle andre udvalg. Det blev en travl og spændende tid, men der bliver også, med dette job, trukket ”veksler” på dem derhjemme. Det bliver alligevel let sådan at man opfatter ”rollen” som meget betydningsfuld, hvilket den jo egentlig også er og man forsætter ud fra den mening at ”det er det bedste”. Jeg sagde da også ”ja” til endnu en periode fra 1982-86. I denne periode havde jeg som faste udvalg Teknisk udvalg, hvor jeg blev næstformand og Socialudvalget. Det blev en periode med mange møder og jeg kunne godt mærke at ansvaret tyngede. I slutningen af denne periode måtte den daværende formand for plejerne Henning Mønsted Jensen slutte sit tillidsmandshverv p.g.a. svigtende helbred og jeg blev opfordret til at påtage mig hvervet.

Jeg følte det var svært at sige ”nej”, men var heller ikke interesseret i at skulle slides op i dette hårde job. Jeg betingede mig derfor en helbredsundersøgelse, denne viste at blodtrykket var for højt og jeg havde nu en grund til at sig ”nej tak” til tilbuddet. Det betød også at jeg takkede nej til endnu en periode i byrådet.

 

Der skete så det at jeg fattede for megen sympati for en anden solid tillidsrepræsentant - af det modsatte køn, til skade for mit ægteskab men til glæde for Tove og jeg, idet vi havde så megen sympati for hinanden, at vi flyttede sammen og bruddet med vore ægtefæller blev en realitet.

Et relativt nyt liv begyndte. Vi købte hus på Isefjordsvej nr. 23 og her indrettede vi os, Martin var lige konfirmeret så han boede her de første år, Jens Chr. boede hos hans far. Mine børn var jo voksne, dog var Kim ikke flyttet hjemme fra. Det var en tid, som, når jeg ser tilbage har været vanskelig, men jeg må sige at børnene tog det første initiativ til en forsoning og det har vi, ligesom dem, arbejdet målbevidst på siden.

 

Vi købte dette murermesterhus fra 1953, et solidt og udmærket hus, men forsømt alle vegne.

Det var faktisk et godt projekt at gå i gang med efter vore skilsmisser. Her skal det lige nævnes at min tidl. kollega Viggo Baun og nu næstnabo, kom hen og ønskede os velkommen i kvarteret. En lille ting, men jeg husker at det varmede med denne menneskelige handling fra en ellers missionsk person – han er nu 93 år og på plejehjem, hvor jeg skal over og ønske ham Glædelig jul. en af dagene

Det tog et par år at istandsætte huset, men der gik yderligere nogle år inden jeg fik bygget carport m.v. og for kun 3 år siden byggede vi en sommerstue på den eksisterende terrasse, men nu er vi også vældig tilfredse med resultatet. I sommer har jeg dog bygget et lille maskinhus ikke smukt men nyttigt idet jeg har indkøbt en lille rustrød Ferguson, som gerne skulle blive grå igen. Man skal altid have et projekt kørende, derved holder man sig i gang.

 

Til trods for min beslutning om at sige nej til at være formand, forblev jeg i bestyrelsen for plejerforeningen. Dette medførte, da vores forbundsformand døde i 1987, at jeg blev foreslået som forbundssekretær og på en ekstraordinær kongres blev jeg valgt og begyndte dette hverv 1 december i 1987 og måtte således tage turen til Brolæggerstræde 14 i København hver dag, indtil foreningen blev nedlagt 31 januar 1989.

Det var jo et helt andet job end det jeg plejede at beskæftige mig med, dog kan jeg sige at jeg havde nogen erfaring dels fra mit faglige arbejde, men også fra arbejdet i byrådet.

 

Efter i en kort periode at havde arbejdet på en pt. afd., søgte jeg og fik ansættelse som værksteds-assistent fra 1 april 1989 til jeg gik på sygepension fra 1 oktober.1995. Her kunne jeg iagttage pt. fra en mere neutral side og de psykoser de var kommet med var jo i nogen grad løjet af.

Det var faktisk 6 gode retræteår jeg havde der og jeg lærte lidt om el, idet 2 af mine nye kolleger var uddannet elektrikere

 

På et tidspunkt i 1993 ville jeg lære at svømme og jeg fik eneundervisning, men vandet er ikke min stærke side, og jeg arbejdede alt for meget for at komme frem i vandet. Det resulterede i at jeg fik en lille hjerneblødning i en undervisningstime og jeg måtte af sted i ambulance til Nykøbing sygehus. Jeg var heldig, men har dog me`n på den måde at min venstre side føles koldere end min højre side, jeg har siden 1993 taget den ordinerede dosis – af skade bliver man klogere..

Ved en helbredsundersøgelsen tilbage i 1985 ordinerede lægen blodtryksmedicin og det tog jeg kun nogle få måneder. (Man føler ingen gener ved forhøjet blodtryk, så jeg ”glemte” hurtigt advarslen, men konsekvenserne kan blive stygge)

Der skete nu også det, at jeg havde nogle modbydelige træthedsperioder, mere irritabel var jeg også blevet. Ved de konsultationer jeg havde hos min læge anbefalede han mig (efter 42 års tjeneste) at holde op og det gjorde jeg så.

Nu var jeg pludselig på vej ind i pensionisttilværelsen og det passede mig egentlig helt fint. Det var ikke svært for mig at slippe mit arbejdsliv – jeg havde fået nok.

 

En stor gave jeg fik på min 60 årsdag, var gaven fra Tove, som gav mig en tur til Moskva.

Jeg havde tit gået og pralet af den tur jeg havde der over i 1971. Jeg har aldrig været så skræmt af kommunismen, som jeg har været af kapitalismen, så jeg kunne fortælle om gode beretninger fra den tur i 71. Der skete det at vi spurgte Bent og Åse om de havde lyst at tage med os, det viste sig at de havde et stærkt ønske om at tage med. Vi havde en dejlig og grum tur derover, de havde det ikke godt de russere, fattigdommen var blevet meget synlig og betydelig mere udpræget end 23 år før.

Jeg husker de situationer, hvor gamle koner sad på gaden med et par æg og lidt grumset saftevand som de ville sælge til os turister. Et andet trist syn var de alkoholister der vaklede rundt eller lå på gaden. Så var de kommunistiske tilstande bedre og det har mange da også sagt siden. Vi kan håbe de må komme over den forandring der er opstået siden kapitalismens overtagelse i 1989, med mafia og andre forbrydere, som gerne skulle elimineres.

Jeg husker en udtalelse Bent kom med da vi, som flere gange før, stod på ”Den røde plads”, han spurgte mig, ”Hvis du tænker tilbage da du var barn eller ung, havde du så nogen sinde forestillet dig at du skulle opleve at stå her på ”Den røde plads” i Moskva”. Det gik op for mig at det havde jeg ikke, og at der egentlig er sket så meget i den tid vi har levet så det næsten ikke er til at fatte, nogen har også kaldt det 20 århundrede for det ondeste i menneskehedens historie, meget ondt er der sket , men der nu også sket mange gode ting.

Den almindelige befolkning er blevet meget mere oplyst, f.eks. er analfabetismen udryddet i det gamle Sovjetunionen, medens der er 70 millioner analfabeter i USA- det kan folk ikke lide at blive konfronteret med. Min konklusion er at kommunismen slet ikke er så slem som den har ry for, men det er jo ”gift” for privatkapitalismen. Den propaganda der er leveret mod det Sovjetiske system, af kapitalismen, her i den vestlige verden, er bestemt ligeså snedigt og ækelt som det der er leveret den anden vej.

 

Der var sket det at vi havde købt en lille campingvogn (SPRITE fra 1968) allerede i 1989 og vi var godt i gang med at dyrke campinglivets glæder.

Mange pensionister truer med at rejse Jorden rundt, når de pensioneres. Det gjorde vi ikke, men Tove søgte og fik 3 måneders orlov i 1996 og vi rejste Europa rundt i næsten 4 måneder – en stor oplevelse. Til dette havde vi skiftet SPRITEN ud med en næsten ny Adria, som fungerede fortrinligt og vi havde en tur uden uheld og kunne konstatere at de øvrige europæere er flinke og ordentlig folk, fuld på højde med os danskere.

 

 

 

Mine år som pensionist (på nuv. tidspunkt 11 år) har været fulde af oplevelser med børn og børnebørn.

Jeg hjælper og har hjulpet dem som har købt hus, som regel et gammelt, som har trængt til en gammel fuskers håndelag. Sidst har jeg hjulpet Tom og Gitta med det flotte hus de byggede i 2002 – 2003, her tror jeg, nu nok jeg blev reduceret til ”stik i rend dreng” eller noget lignende. Dog var der en del finish, som jeg fik lov at udføre, bl. a. at mure sålbænke ude og vindueskarme inde.

Tom er ikke let at imponere, men det er nu rart at kunne lave ordentlig håndværk som værdsættes.

 

For snart en halv snese år siden fik jeg computer, i vore dage er det næsten ikke til at undvære. Jeg var i 6 år med i redaktionen for vort socialdemokratiske blad KONTAKT og blev faktisk helt god til at tekstbehandle stoffet og udskrive det i Publicher.

 

Min skrivekammerat.

Min gamle elevkammerat Knud Rasmussen skriver jeg sammen med, han har boet i Sverige i 35 år og vil gerne vedligeholde sit danske sprog. Vi har skrevet sammen siden 1994. og har nu udvidet vores aktiviteter til samtaler over Skype og Messenger. På det sidste har vi fundet på at skrive over et givet emne og dette her er den 5 artikel. Vi er enige om, at bl.a. dette holder vore hjerner intakte så længe som muligt.

 

Jeg her også fornøjelsen at undervise ældre i EDB. Niveauet er jo ikke særlig højt, men der er et behov også i dette niveau, og vi lægger stor vægt på det sociale samvær. Jeg gør det sammen mad en anden, Benny hedder han, og han er går meget op i det at indsætte billeder og animationer.

Jeg er vældig glad for at kunne bruges til dette, hvilket vel også er med til at holde hjernen klar.

 

Tove og jeg tager to gange om året på ferie i det sydlige, sidste år var vi dog en tur i Thailand.

Det er et utroligt flinkt og imødekommende folkefærd og Tove mener vi skal gentage succesen.

Der skete det frygtelige for bl.a. thailænderne, at de ½ år efter vi havde været der blev oversvømmet a en Tsunami og mange mennesker druknede, også turister her fra skandinavien.

 

Vi bruger Campingvogn så meget som vi har tid til. I sommer var vi i Sverige, ovre at besøge vore venner Rita og Knud. De har lige solgt deres hus i Svangsta og er flyttet til en dejlig lejlighed i Karlshamn. Det er jo altid rart at opleve deres gæstfrihed og denne gang blev det på en dejlig campingplads i Olufstrøm.

 

Om vinteren tager vi via ARTE, i teatret i København en 5-6 gange. Det er kulturelt, men også en oplevelse, næsten hver eneste gang og vi hygger os faktisk med det.

 

Vi har gennem ca. 15 år været meget stabile med at holde en årlig sommerfest for børn 5, svigerbørn nu 4 og børnebørn nu 11, i alt 20 personer – store og små.

De er alle ens, men også forskellige, om ikke andet så aldersmæssigt. Nogle er jo opdraget et helt andet sted og har andre ideer.

Vi tror det er vigtigt at vise vejen for de unge om hvordan man kan have det rart sammen.

Nogle mennesker bryder sig ikke om samværet, når der er mange, men vi tror det har betydning for ens relationer også til mennesker man møder f.eks. på ens arbejdsplads og andre steder. Det har noget med ens velbefindende at gøre. Hvordan får man et familieskab til at fungere? Dette skal være et af vores bud, men andre kan jo have ligeså, for dem, gode ideer.

 

Et samvær jeg også vil nævne, er min 70 års fest. Her havde jeg inviteret alle både gamle og unge, til en enkel menu, men så havde jeg lagt op til lidt optræden, både med sang og musik, men også for dem der gerne vil sige et eller andet.

Her glæder det mig at børnene/de unge har fået mod til at optræde, hvor der er samlet mange mennesker – det er jo blot en vane og det giver en god stemning. Næste generation

 

Jeg har her på det sidste brugt jeg-formen så meget, men mere vi-formen. Det syntes jeg er godt, idet det tyder på en god og trivelig enhed mellem Tove og jeg

.

 

 December 2005 Jens P. Kristensen